Én procent af danskerne ejer lige så meget formue som 77 procent af befolkningen tilsammen!
Så når Troels Lund, Alex Vanopslagh og Mona Juul sammen med direktører og erhvervsorganisationer siger, at en formueskat handler om misundelse og smålighed, så rammer de helt ved siden af.
Det handler om, hvordan vi skaber sammenhængskraft i et land, hvor forskellene vokser.
Jeg møder lønmodtagere hver uge, der står tidligt op, knokler hårdt og får Danmark til at hænge sammen.
For dem er bekymringen, hvordan de får hverdagen til at hænge sammen. Det er de 77 pct. Og så er der dem i toppen med en gennemsnitlig formue på 60 mio. kr. De har en helt anden økonomisk virkelighed end en pædagog eller en butiksassistent. Det påvirker sammenhængskraften.
To virkeligheder. Ét land.
Og ikke nok med det står vi som samfund foran store udfordringer. Vi skal bl.a. finde penge til en retfærdig pensionsalder, et løft af velfærden, bedre uddannelse, et stærkere forsvar og til at gøre hverdagen tryggere for helt almindelige familier.
Jeg mener, det er rimeligt, at fx et ægtepar med en samlet formue på 45 millioner kroner skal betale 1500 kroner mere i skat om måneden.
De allerrigeste kan løfte en lidt større del af ansvaret.
Det er ikke misundelse.
Det er retfærdighed.
Og det er den vej, jeg mener, at Danmark skal gå.








