Berlingske kritiserer i sin leder af 9. november fagbevægelsens pensionsudspil ”Fremtidens pensionssystem: Trygt, retfærdigt og ansvarligt” for at være for dyrt.
Lad mig derfor slå det fast én gang for alle: Dansk økonomi vil fortsat være overholdbar, hvis fagbevægelsens udspil bliver til virkelighed. Vores udspil koster 6,3 mia. kr. i 2030 ud af et råderum på 38 mia. kr. ifølge
Finansministeriet. Der vil fortsat være store overskud på den offentlige saldo så langt øjet rækker. Selvfølgelig er vores udspil økonomisk ansvarligt.
Så når Berlingskes leder taler om, at ”det er totalt uansvarligt at bruge 85% af den finanspolitiske overholdbarhed på gaver til FH’s medlemmer svarende til 25 mia. kr. årligt på lang sigt”, glemmer lederen at nævne, at grunden til at vi overhovedet har overholdbarhed netop skyldes den stigende pensionsalder.
Danskerne har mistet tilliden til systemet
Så hvis der er tale om en gave, så er det en gave fra lønmodtagerne til sig selv.
Berlingske ignorerer i lederen også de fire ud af fem lønmodtagere under 50 år, som er bekymrede for, om de kan holde til at arbejde frem til pensionsalderen med den nuværende model.
Det er på tide at se i øjnene, at danskerne har mistet tilliden til pensionssystemet, og i takt med at pensionsalderen stiger, bliver det kun mere presserende at genoprette den tillid.
Det gør vi i FH ved at sætte fokus på det gode arbejdsliv, på seniorpolitik, på bedre muligheder for sporskifte undervejs i karrieren.
Investér i arbejdsmiljø
Og det gør vi ikke mindst ved at investere i et bedre fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Det er forudsætningen for, at pensionsalderen kan blive ved med at stige, og tilliden kan blive genoprettet.
Derfor lægger vi i udspillet op til at investere 6,3 mia. kr. i seniorpolitik, tidlig pension, sporskifte og arbejdsmiljø.
Det er en udgift, ja. Men det er også en investering, som giver et reelt afkast. For eksempel har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vist, at de offentlige finanser vil forbedres med 1,5 mia. kr. årligt, hvis vi lykkes med at nedbringe arbejdsrelateret stress med bare 20 pct.
Det er rigtigt, at verden bliver mere usikker, og at vi i fremtiden sandsynligvis skal bruge flere penge på vores forsvar og sikkerhed. Ifølge regeringen skal vi i 2030 bruge 2 pct. af BNP på forsvaret.
Det har vi selvfølgelig også taget højde for i vores egen økonomiske plan. Og hvis regeringen i fremtiden siger, at vi skal bruge 2,5 eller 3 pct. af BNP på forsvaret. Ja, så er der altså også stadig råd til det.
Alle skal bidrage
Det politiske spørgsmål er: Hvordan skal de øgede udgifter finansieres? Ifølge Lars Løkke Rasmussen skal udgiften alene bæres af lønmodtagerne gennem en højere pensionsalder.
Men hvorfor ikke være flere om at tage ansvar for vores fælles sikkerhed?
Lad os finde en finansiering, hvor alle og ikke kun lønmodtagerne bidrager. Det er ganske enkelt ikke retfærdigt, hvis udgiften alene skal bæres af én gruppe. Det kan skabe splittelse og usikkerhed.
Vi har i fagbevægelsen præsenteret et økonomisk ansvarligt pensionsudspil, hvor der både er råd til et trygt og retfærdigt pensionssystem og prioritering af et stærkt forsvar.
I krisetider tror vi på fællesskab og samling. Ikke splid og splittelse.
Indlægget er bragt i Berlingske Tidende 16.11.24