Blik- og Rørarbejderforbundet har en organisationskonsulent, der skal anerkendes for sit arbejde.
Det mente Nicolai Krølbøll Markussen fra Blik og Rør Ungdom, der derfor indstillede Andreas Petersson til prisen som årets ungeambassadør.
”Andreas skal vinde, fordi der ikke findes et ungt menneske, der har gjort så meget for ungdomsfagbevægelsen som ham,” lød det i indstillingen.
Og juryen var enig. Derfor kunne Andreas Petersson tirsdag aften gå på scenen i Cirkusbygningen i København og modtage prisen til prisfesten Årets TR, der er arrangeret af A4 Medier og for fjerde år i træk hyldede superstjernerne i den danske model.
Unge faglærte frem i debatten
Andreas Petersson skulle blandt andet have prisen for utrætteligt at insistere på, at faglærte skal ranke ryggen og være stolte.
”Han har altid gjort meget for at fortælle os, hvor vigtigt det er, at vi husker den faglige stolthed. Og insistere på, at det er en vigtig ting at vise,” fortæller Nicolai Krølbøll Markussen.
Andreas Petersson blev interviewet af A4 Medier ovenpå sin nominering, og her understregede han også behovet for at give unge faglærte selvtillid nok til at hævde sig.
”Vi har en offentlig debat i dag, hvor det ikke er faglærte, der fylder. Det er vigtigt, at unge faglærte gør krav på deres del af taletiden – for hvis de ikke gør det, er der andre, der tager den taletid,” siger årets ungeambassadør.
Håber at kunne inspirere andre
Nicolai Krølbøll Markussen roser også Andreas Petersson for at få Blik og Rør Ungdom med til DM i Skills og blive repræsenteret på Folkemødet og Klimafolkemødet.
”Det er vigtigt, at vi repræsenterer vores fag og viser, at vi er med, hvor det sker. Det styrker vores synlighed,” siger Nicolai Krølbøll Markussen.
Andreas Petersson regner ikke med, at prisen kommer til at ændre så meget for hans arbejde – men forhåbentlig kan skabe noget fokus på ungeindsatsen.
”Det er et rart skulderklap at få, og det viser, at vi har gjort noget rigtigt, som forhåbentlig kan inspirere andre,” siger han.