Hvert år bliver de europæiske lande målt og vejet, når det kommer til, hvor gode de er til at udvikle, aktivere og matche færdigheder – også kaldet skills.

Det sker via det europæiske færdigheds-indeks (The European Skills Index – ESI), der sammenligner de europæiske lande på en række indikatorer relateret til færdigheder.  

Opgørelsen fra 2024 viser, at Danmark ligger højt på flere parametre. Samlet set lander vi derfor på en tredjeplads kun overgået af Tjekkiet og Sverige.

Bag Danmarks flotte placering ligger der flere succeshistorier, men også store udfordringer og forbedringspotentialer.

Laveste andel af langtidsledige

Danmark klarer sig exceptionelt godt, når det kommer til antallet af langtidsledige. Faktisk indtager vi førstepladsen i Europa, når det kommer til at have den laveste andel af langtidsledige. Kun 0,5% af den aktive arbejdsstyrke har således været ledig i 12 eller flere måneder.

Når det kommer til efter- og videreuddannelse, ligger Danmark også højt oppe på ranglisten. I 2024 får vi dermed andenpladsen i Europa i antallet af 25-64 årige, der har modtaget ekstra uddannelse eller træning.

Det er vi i FH glade for, da livslang læring er en forudsætning for, at lønmodtagerne får de færdigheder, der gør, at de kan håndtere de nye opgaver, der følger med den grønne og digitale omstilling.

Mangel på faglærte en kæmpe udfordring

Desværre sakker Danmark gevaldigt bagud, når vi ser på, hvor stor en andel af befolkningen, der tager en erhvervsuddannelse. Har ryger vi helt ned på en 22. plads sammenlignet med andre europæiske lande.

Manglen på erhvervsuddannede er en kæmpe udfordring i Danmark allerede i dag, og den bliver ikke mindre i fremtiden. Der er behov for at sætte massivt ind for at få flere faglærte, så vi kan sikre den grønne omstilling og fortsætte den høje vækst og beskæftigelse.

Derfor har vi i FH foreslået en ny type ungdomsuddannelse, der skal give adgang til en masse forskellige fag og fokusere på et godt socialt sammenhold, samtidig med at den skal være langt mere praktisk end gymnasiet og give forsmag på de erhvervsfag og professionsbachelorfag, man kan fortsætte med, når ungdomsuddannelsen er klaret.

Hvad er the European Skills Index?

Hvad er the European Skills Index?

European Skills Index (ESI) måler og sammenligner de europæiske lande, når det kommer til, hvor gode de er til at udvikle, aktivere og matche færdigheder – også kaldet skills.

ESI består af tre søjler, som hver måler et forskelligt aspekt af et lands færdighedssystem:

  • Færdighedsudvikling: repræsenterer uddannelses- og træningsaktiviteterne i landet og de umiddelbare resultater af dette system i form af de færdigheder, der udvikles.
    • Færdighedsaktivering: omfatter indikatorer for overgangen fra uddannelse til arbejde sammen med arbejdsmarkedsaktivitetsrater for forskellige grupper af befolkningen.
    • Færdighedsmatching: repræsenterer graden af ​​succesfuld udnyttelse af kvalifikationer og i hvor høj grad færdigheder matches effektivt på arbejdsmarkedet.

    Du kan læse mere om ESI her: European Skills Index | CEDEFOP (europa.eu)