FH og DA: For mange kokke om det danske arbejdsmarked

Den politiske sommerfred var for alvor forbi, da partierne indledte rækken af sommergruppemøder.

Listen af velmenende forslag og udmeldinger var lang, og en lang række partier og politikere var fulde af ny energi til at ændre samfundet i den retning, de nu ønsker.

Det har vi stor respekt for i DA og FH.

Men selv om vi indbyrdes kan være dybt uenige om de konkrete forslag om eksempelvis fremtidens pensionsalder, så er vi til gengæld 100 procent enige om, at der er en særlig type af forslag og udmeldinger, som politikerne bør lade blive i ferielandet sammen med bøllehatten og klip-klapperne.

Det er den voksende strøm af forslag til, hvordan det danske arbejdsmarked bør indrettes.

Ryster gevaldigt på hovedet

Vi ryster gevaldigt på hovedet, når det ene parti efter det andet kommer med forslag, som piller ved de aftaler, vi – som henholdsvis lønmodtagere og arbejdsgivere – har indgået med hinanden.

Det er afgørende, at vi som samfund værner om den unikke danske aftalemodel.

Den spiller en nøglerolle i, at danske virksomheder klarer sig så relativt godt i den internationale konkurrence, fordi vi har attraktive og fleksible forhold for både virksomheder og medarbejdere på sunde arbejdspladser og ikke mindst en kultur, hvor der generelt er stor tillid mellem ledelse og ansatte og en fælles vilje til i samarbejde at tilrettelægge arbejdet godt.

Men den danske models fortsatte succes hviler på, at politikerne respekterer den arbejdsdeling. Det er fristende at foreslå forandringer direkte ude på de danske arbejdspladser – der hvor danskernes arbejdsliv leves.

Sommermelodien rammer skævt

Men vi har aftalt med hinanden, at her skal Christiansborg holde sig tilbage. De skal lade lønmodtagere og arbejdsgivere om at aftale løn og arbejdsvilkår på de danske arbejdspladser, mens politikerne koncentrerer sig om de overordnede rammer i forhold til for eksempel dagpengesystemet. Og det er her, at sommermelodien har ramt skævt fra flere partier.

Det er helt naturligt, at de danske politikere eksempelvis bekymrer sig om børnefamiliernes forhold. Det gør arbejdsmarkedets parter også.

Så meget endda, at arbejdsmarkedets parter for eksempel igennem flere overenskomstfornyelser har sikret løn under egen sygdom, barns sygdom, løn under barsel til både mænd og kvinder, og på mange overenskomstdækkede arbejdspladser finder arbejdsgivere og lønmodtager hver dag konkrete løsninger, når livskriser rammer.

Rettigheder, som har været prioriteret og arbejdet for igennem medlemskab af fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer.

Balancen bliver ødelagt

Politikerne kommer desværre i karambolage med den meget fine balance på det danske arbejdsmarked, hvor det er op til medarbejderne og virksomhederne på hver deres side at afveje, hvilke krav og ønsker de vil prioritere i forhandlingerne med modparten og dermed også er villige til at betale en pris for – eller nedprioritere et mindre vigtigt ønske.

Og derefter må begge parter – og politikerne – vel at mærke respektere, både hvad der bliver aftalt, og hvad der ikke er blevet prioriteret.

Den balance bliver ødelagt, hvis lønmodtagerne eller arbejdsgiverne bliver presset af politikerne til at prioritere noget bestemt eller kan øjne en fordel i at hente mere eller bedre resultater ved at gå til Christiansborg frem for ved forhandlingsbordet.

Og den balance er det endnu vigtigere at respektere med kun få måneder til, at der skal forhandles nye vigtige overenskomster for store dele af det private arbejdsmarked.