I denne uge gik Eurofound, den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed ELA og det europæiske arbejdsformidlingsnetværk EURES sammen om at sætte fokus på mangel på arbejdskraft i Europa.

Under eventet introducerede de to nye rapporter. Den første er en rapport af ELA og EURES, som bl.a. undersøger, hvordan situationen er med mangel på arbejdskraft.

Rapporten viser, at der er problemer med mangel på arbejdskraft i alle 29 undersøgte lande (de 27 EU-lande samt Norge og Schweiz). De erhverv, der dominerer listen over mangel på arbejdskraft, er relateret til IT, sundhedspleje, byggeri og teknik, samt håndværkserhverv.

De fleste erhverv, der oplever mangel på arbejdskraft, har haft problemer med manglende arbejdskraft i de seneste 5 år. Rapporten udleder på den baggrund, at problemet er af vedvarende og strukturel karakter.

De demografiske ændringer med en aldrende befolkning betyder, at der er færre til at varetage jobs. Samtidig bliver der behov for ekstra hænder til at tage sig af den stadig større ældre befolkning.

Den anden rapport, der blev introduceret, ser videre på, hvordan vi kan imødekomme manglen på arbejdskraft. Det er en rapport af Eurofound.

Den beskriver, at årsagerne til mangel på arbejdskraft varierer efter sektor, erhverv og region. Derfor skal foranstaltninger til at imødegå dem reagere på forskellige måder. Det kan være at udvikle færdigheder, gøre visse sektorer og erhverv mere attraktive, eller at aktivere underudnyttet arbejdskraft.

Resultaterne i rapporten viser, at tackling af mangel på arbejdskraft ikke kun handler om færdigheder. Det handler også om arbejdsmiljø. Det er f.eks. større selvstændighed over arbejdstiden, et mere meningsfuldt arbejde og en god balance mellem fritid og arbejde.

Rapporten fremhæver, at arbejdsmarkedets parter er vigtige aktører til at tackle mangel på arbejdskraft.

I FH er vi fuldt opmærksomme på, at mangel på arbejdskraft er en stor udfordring i visse sektorer. Derfor skal der investeres i det store potentiale, der findes i de grupper, som ikke er i job. Det gælder den alt for store gruppe unge, som endnu ikke har fundet en plads på arbejdsmarkedet. Det samme gælder ledige, herunder ufaglærte. Der skal investeres mere i opkvalificering samt efter- og videreuddannelse.