Forventningerne til resultaterne er store, og manges øjne er rettet mod, hvilke meldinger og aftaler, der kommer ud af de to ugers klimatopmøde.

Det er nemlig helt afgørende, at verdens ledere nu står sammen på COP26, og at der for alvor kommer handling bag ordene, så vi kan nå de fælles mål, hele verden blev enige om i Parisaftalen.

Det er helt klart, at det ikke bliver nemt, men omkostningerne ved ikke at handle i dag er langt større end omkostningerne ved at reducere udledningerne.

Bente Sorgenfrey

Selvom de fleste af verdens ledere og klimaforkæmpere er enige om vigtigheden af COP26 og behovet for handling, er der dog lang vej til, at forventningerne bliver indfriet. Det er helt klart, at det ikke bliver nemt, men omkostningerne ved ikke at handle i dag er langt større end omkostningerne ved at reducere udledningerne.

Social dimension i den grønne omstilling

Den amerikanske præsident, Joe Biden er rejst til Glasgow med store ambitioner om at sætte handling bag ordene. Og han har endda brugt lejligheden til at undskylde for den tidligere præsidents opførsel og udmeldelsen af Parisaftalen.

Der er dog en smule malurt i bægeret for Biden, der sideløbende med COP26 kæmper med sin klimaplan i hjemlandet. Her giver blandt andet staten West Virginia problemer, da man her har en stor kulindustri, og statens demokratiske senator er bekymret for, hvad omstillingen derfor vil betyde.

Det er derfor helt afgørende at man er opmærksom på, at vejen mod klimaneutralitet i 2050 betyder, at nogen jobfunktioner vil forsvinde. Det kan skabe usikkerhed og modstand hos nogle lønmodtagere, hvorfor det også er yderst nødvendigt at omstillingen følges op med af nye kompetencer, omskoling og inddragelse.

Også i Europa fylder bekymringen for, hvad der skal ske, når sorte industrier gennemgår en grøn omstilling. Vi kender det fx fra Danmark, hvor havnen i Esbjerg allerede er godt i gang med at omstille fra olie- og gasproduktion til grøn energi og vindmøller.

Lønmodtagerne skal spille en nøglerolle

Det er helt afgørende, at lønmodtagere kommer til, at spille en nøglerolle i omstillingen. Det er jo dem, der skal implementere de grønne klimatiltag, men det er også dem, der ude på arbejdspladserne skal være med til at se de nye potentialer.

På mange måder er Danmark et foregangsland i den grønne omstilling. Danske virksomheder er med helt fremme i udviklingen af grønne løsninger, og det er der store potentialer i for både virksomhederne, eksporten og arbejdspladserne.

Samtidig har vi også et ansvar for at gå forrest og bidrage med gode løsninger til gavn for lønmodtagerne. Der findes masser af gode eksempler, og dem har vi som dansk fagbevægelse, men også vores kollegaer i andre dele af verden et ansvar for at dele med hinanden.

Det tror vi er vejen til en retfærdig grøn omstilling, der skaber nye, gode job til gavn for lønmodtagere.