Siden tidligere statsminister Poul Schlüter i sin tid sagde ”Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget”, har der hvilet en fredelig folkelig myte over de konservative.
Men skulle nogen have lullet sig selv i søvn i den tro, så er De Konservatives beskæftigelsesordfører Niels Flemming Hansen mand for en brat opvågnen.
Det er som om, at man midt i sin ideologiske begejstring glemmer, at rettigheder og pligter også hjælper arbejdsgivere til at finde ud af at være arbejdsgivere. Fordi det hele er organiseret.
Lizette Risgaard
Til regeringens forslag om at hæve fradraget for fagforeningskontingent med 1.000 kroner for almindelige danske lønmodtagere, siger Niels Flemming Hansen således til Berlingske, ”at det jo bare giver fagforeningerne mulighed for at hæve deres kontingenter til at bekæmpe dansk erhvervsliv med.”
Forkvaklet udlægning
Hermed formår Niels Flemming Hansen også at mane et andet Poul Schlüter citat i jorden, at ”ideologi er noget bras”. Det værste i den udtalelse er dog ikke beskæftigelsesordførerens ideologiske syn på fagforeningerne, men en sjældent forkvaklet udlægning af den danske model.
Accepten af at være velorganiseret og så vidt muligt løse konflikter ved forhandlingsbordet blev sat i sten med Septemberforliget af 1899. En model, der op igennem historien har vist sit værd.
Således satte vi sidste år historisk rekord i at løse alvorlige samfundsproblemer. Vi indgik i alt 14 trepartsaftaler om alt fra lønkompensation til arbejdsdeling. Alt sammen noget, der har været med til at holde hånden under dansk erhvervsliv og tusindvis af danske jobs.
Den hastighed, hvormed dansk økonomi er på fode igen efter corona, ville ikke være sket, hvis ikke arbejdsmarkedet havde været velorganiseret.
Ideologisk friløb
Men når det er sagt, så er det som om, at man synes, at rettigheder og pligter kun er noget, der handler om lønmodtagernes vilkår. Her er der ideologisk fuldt friløb til arbejdsgiverne.
Fx synes man, at det er helt ok, at virksomheder har fuldt skattefradrag for deres medlemskontingent, mens lønmodtagerne ikke har. Det er også ok, at man forsat forsøger at stække os ved at tillade ikke-fagforeninger at kalde sig fagforeninger.
Tilbage i Septemberforliget var det en forudsætning, at regulering af løn- og arbejdsvilkår skulle ske gennem kollektive overenskomster. Alligevel får ikke-overenskomstbærende forretninger i dag lov til at kalde sig for fagforeninger – og deres kunder får lov til at trække købet fra, som om det er et kontingent.
Organisering er en fordel for alle
Det er som om, at man midt i sin ideologiske begejstring glemmer, at rettigheder og pligter også hjælper arbejdsgivere til at finde ud af at være arbejdsgivere. Fordi det hele er organiseret.
I en leder i Berlingske skriver chefredaktør Mette Østergaard, at det betaler sig for fagforeningerne at være venner med regeringen, fordi den vil hæve fradraget for fagforeningskontingenter med de førnævnte 1.000 kroner.
Igen er det i lighed med beskæftigelsesordføreren udtryk for en forfladigende tilgang til arbejdsmarkedets organisering – som om det er et spørgsmål om venskaber og fradrag. Mette Østergaard nævner ikke engang, at arbejdsgiverside har fuldt kontingentfradrag. Det springer hun småsmart over for primitivt at trække ’kammerateri-kortet’.
Vigtig balance
En anden vigtig ting, der overses i hele debatten om kontingent er, at samfundet også har brug for, at der er substans i balancen mellem lønmodtagerside og arbejdsgiverside.
Her er der fx en parallel til kravet om konsolidering af bankerne efter finanskrisen. Ligesom bankerne skal vi også have råd. Der er nødt til at være en polstring for, at det fx er troværdigt, at vi har et strejkevåben, som er en del af fundamentet for den danske model.
Når det var rigtigt for at fastholde stabilitet i landets finansielle system – ja så er det lige så rigtigt, at lønmodtagernes strejkekasser bliver genopfyldt.
Det er nødvendigt for, at arbejdsmarkedssystemet balancerer og fungerer. Ikke for at bekæmpe dansk erhvervsliv.
