I mange år har samtalen handlet om friheden til at stå uden for fagforeningen. Vi har valgt den individuelle frihed på bekostning af fællesskabet. Samtidig har vi glemt, at de rettigheder, som vi tager for naturgivne, kun eksisterer, fordi en stor del af arbejdsmarkedet fortsat deltager i fællesskabet og giver fagforeningerne forhandlingsstyrke.

Når vi hører om arbejdsvilkårene i Nemlig.com, på Storstrømsbroen og andre steder, hvor arbejdsgiveren primært anvender udenlandsk arbejdskraft, så bliver vi chokerede over de arbejdsvilkår, der gælder. Men det er forkert at give den danske arbejdsmarkedsmodel skylden.

Det er internationalt anerkendt, at vores model sammenlignet med andre arbejdsmarkedsmodeller både kan sikre gode rammevilkår for virksomhederne og ordentlige løn og arbejdsvilkår for medarbejderne. Vi må derfor spørge, hvorfor modellen ikke virker, når der er tale om udenlandsk arbejdskraft.

Nødvendig balance

Det er afgørende at forstå, at den danske arbejdsmarkedsmodel forudsætter balance. Den kræver to ligeværdige parter, der kan indgå i forhandlinger, som både tager hensyn til virksomheder og medarbejdere. Det forudsætter, at virksomhederne melder sig ind i arbejdsgiverorganisationer, og at medarbejderne melder sig ind i fagforeninger.

”Kontingent til fagforeninger, faglige sammenslutninger og arbejdsgiverorganisationer må praktisk talt altid anses for en nødvendighed for udøvelse af den pågældendes fag,” står der i en betænkning fra Skattelovskommissionen fra 1950´erne.

Når den danske arbejdsmarkedsmodel ikke virker på det arbejdsmarked, der er domineret af udenlandsk arbejdskraft, så handler det om, at den udenlandske arbejdskraft som hovedregel ikke melder sig ind i en overenskomstbærende fagforening.

Dermed indgår den udenlandske arbejdskraft heller ikke i det fællesskab, der giver forhandlingsstyrke til at kræve ordentlige løn og arbejdsvilkår.

Ret fungerer ikke i praksis

Der er flere årsager til, at den udenlandske arbejdskraft ikke melder sig ind i fagforeningen, men den vigtigste årsag er, at retten til at være medlem af en fagforening ikke i praksis er en ret for den udenlandske arbejdskraft.

Arbejdsretten afgjorde i marts, at opsigelsen af to portugisiske medarbejdere på Storstrømsbroen var udtryk for en organisationsfjendtlig handling. De to portugisere havde meldt sig ind i fagforeningen, og det var lykkedes dem at få alle de portugisiske kolleger til at gøre det samme.

Da de to portugisere ønskede af stille op som tillidsrepræsentant blev de opsagt af virksomheden. Virksomheden blev dømt, og det betød, at virksomhedens italienske medarbejdere også turde melde sig ind i fagforeningen. I alt meldte 80 % af virksomhedens medarbejdere sig ind i fagforeningen efter dommen.

Opsagt under afspadsering

En måned efter var kun 50 % af medarbejderne stadig medlemmer af fagforeningen. De øvrige medlemmer var blevet opsagt under afspadsering i hjemlandet og erstattet af nye medarbejdere fra andre lande. Når medlemmerne først er sendt tilbage til hjemlandet, er det meget vanskeligt at bevise, at de er opsagt, fordi de har været medlem af fagforeningen.

Hvis den danske arbejdsmarkedsmodel skal virke på hele det danske arbejdsmarked, så er det afgørende, at både politikere og arbejdsgiverorganisationer hjælper med at sikre, at retten til at være medlem af en fagforening er en ret, der også i praksis gælder for den udenlandske arbejdskraft.

Måske er tiden kommet, hvor vi bør tale om retten til at være medlem af en fagforening i stedet for retten til at stå uden for.

Indlæg bragt i Avisen Danmark 20.06.21