Ole P. Kristensens leder d. 31.03. er en pragtopvisning i selvmodsigelse og skræmmeretorik. Anledningen er, at vi i Fagbevægelsens Hovedorganisation mener, at 30 års forringelser af dagpengene er gået for vidt.
Desværre læser lederskribent FH’s forslag, som fanden læser biblen.
Skal det være sådan, at hvis man er ufaglært og bor i Thy, så betaler man mere end ingeniøren i Nordsjælland for at sikre sig en indkomst, hvis jobbet forsvinder? Nej, vel.
Ole P. Kristensen kritiserer, at det vil gå voldsomt ud over arbejdsudbuddet. Men han baserer sin viden på arbejdsløses adfærd ved jobsøgning, og det overfører han så til folk i arbejde og påstår, at de vil agere på samme vis.
Problemet er bare, at ingen forskning viser, at medarbejdere siger jobbet op og søger mod dagpenge, hvis ydelsen stiger de første tre måneder.
Komisk bliver det, når Ole P. Kristensen alligevel anerkender, at det er et problem, at dagpengene er gået fra at dække 57 procent af lønnen til 47 procent. For det kan jo føre til tjenestemandslignende krav i overenskomsterne.
Ole P. Kristensens løsning er private lønsikringer. Men det forsvinder det påståede problem med arbejdsudbud jo ikke af. Hvis danskere i hobetal tegner en privat lønforsikring, som kompenserer dem mere end dagpengene, så burde det ifølge Berlingskes logik føre til et langt større tab i arbejdsudbud. Men det bekymrer åbenbart ikke Berlingske.
Selvmodsigelsen skriger til himlen.
Her må man på lederplads i første omgang beslutte sig for, om man selv køber arbejdsudbudsargumentet eller ej.
I anden omgang må man forholde sig til problemerne ved private lønforsikringer. Vi kender eksemplerne med sundhedsforsikringer, hvor man prissætter ud fra risiko. De stærke, sunde og raske betaler mindst, mens de svageste og mest udsatte betaler mest, hvis de da overhovedet kan få en forsikring. Er det ønskværdigt at overføre de principper til arbejdsmarkedet og indkomstforsikringer?
Skal det være sådan, at hvis man er ufaglært og bor i Thy, så betaler man mere end ingeniøren i Nordsjælland for at sikre sig en indkomst, hvis jobbet forsvinder? Nej, vel.
Der er tilmed den overvejelse, at nogle job er mere usikre end andre. Hvis dagpengene fortsat forringes og utrygheden stiger, vil der være færre lønmodtagere, som tør blive i brancher med usikkerhed og stor omskiftelighed. Trygge mennesker tør – utrygge mennesker tøver. Hvilken dansk virksomhed vil knuselske dén udsigt?
Prisen for privat lønsikring risikerer at blive så høj for medarbejdere med højest arbejdsløshedsrisiko, at det i realiteten bliver umuligt at tegne en lønforsikring. Og bum. Så ryger den flexicurity, som politikere, forskere fra hele verden, fagbevægelsen og dansk erhvervsliv hylder.
Flere utrygge lønmodtagere kan få en konsekvens for overenskomsterne.
Der er allerede eksempler på mere tryghed i overenskomsterne, og at flere lønmodtagere forhandler sig til funktionærforhold pga. et degenereret dagpengesystem.
Fortsætter tendensen, risikerer det at skade virksomhedernes fleksibilitet og økonomi på en måde, som Finansministeriet ikke har lært at regne på – endnu.
Det skylder Berlingske deres læsere at drage med i debatten om dagpenge.