Kort før jul udkom Finansministeriets første udgave af den ulighedsredegørelse, som blev bestilt i finansloven for 2020.
Og selvom den ikke ryddede forsiderne og lå øverst på mediernes dagsorden, så indeholdt rapporten en lang række vigtige perspektiver, som bør interessere de fleste.
Vi skal finde veje til at forløse det potentiale, der helt åbenlyst ligger foran os. Det indebærer et markant fokus på uddannelsesområdet og den tidlige indsats.
Mark Strøm Kristoffersen
Redegørelsen er vigtig, ikke mindst fordi bekæmpelse af ulighed tjener en række samfundsøkonomiske interesser, selvom det hos nogen har ry for det modsatte.
Jeg vil gå så langt som at sige, at det burde stå meget højt på den store vækstdagsorden.
Finansministeriet sætter fx uligheden i uddannelse under lup. Og tallene er ganske slående. Næsten hver femte 22-årige har hverken gennemført eller er i gang med en kompetencegivende uddannelse. Det er den gruppe, som i uddannelsesmæssig forstand betegnes som ”restgruppen”.
Svære forudsætninger tidligt i livet
Restgruppen klarer sig desværre markant dårligere end personer med en uddannelse i bagagen.
Halvdelen af gruppen er faktisk helt uden for arbejdsstyrken på deres 22-års fødselsdag. Til sammenligning er flere end 9 ud af 10 af alle øvrige 22-årige enten i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse.
Desværre er det også tydeligt, at restgruppen er præget af at have haft svære forudsætninger tidligt i livet. Restgruppens forældre har ringere uddannelsesbaggrund og arbejdsmarkedstilknytning. Og mange i restgruppen har tidligt i livet været udfordret af fx anbringelse, svage faglige forudsætninger eller psykisk sårbarhed.
Tabt potentiale
Disse kedelige statistikker er først og fremmest et stort problem for alle de mennesker i restgruppen, der kæmper med at få fodfæste i tilværelsen.
Men det afspejler også et stort tabt potentiale for den danske arbejdsstyrke, som skal levere fremtidens vækst og finansiere velfærden.
Der ligger altså en stor udfordring og venter her. Men som Finansministeriet for nyligt slog fast, kan vi ikke løse denne – og de mange andre udfordringer, som vi står overfor – med traditionelle reformer, der har fokus på ydelser og incitamenter til beskæftigelse.
Det har ifølge Finansministeriet været forsøgt i 30 år, og potentialet for disse 1. generationsreformer ”er ved at være udtømt”.
Markant fokus på uddannelse
Hvis vi økonomer for alvor skal tages seriøst i debatten om fremtidens økonomiske vækst, så skal vi have blikket skarpt rettet mod restgruppen.
Vi skal finde veje til at forløse det potentiale, der helt åbenlyst ligger foran os. Det indebærer et markant fokus på uddannelsesområdet og den tidlige indsats. De forudsætninger, som mange ikke er født med, skal samfundet hjælpe til med.
Det er jo grundlæggende den opskrift, vi i vid udstrækning har haft succes med i Danmark. Men den nye ulighedsredegørelse understreger, at vi langt fra er i mål.
Med en ambitiøs uddannelsespolitik skaber vi ikke bare gode forudsætninger for den enkelte og mindsker uligheden. Det er også nøglen til større arbejdsudbud og højere økonomisk vækst.
Indlæg bragt i Børsen 15.01.21
