Antallet af bruttoledige faldt med 3.200 personer fra oktober til november 2020 til et niveau på 127.700 fuldtidspersoner, jf. tabel 1. Ledighedsprocenten faldt til 4,5 pct. af arbejdsstyrken fra 4,6 pct. i oktober 2020.

Bruttoledigheden er dermed faldet seks måneder i træk med godt 30.000
fuldtidspersoner efter en kraftig stigning på godt 54.000 fuldtidspersoner fra februar 2020 til maj 2020. Faldet i efteråret er dog mindre end faldene hen over sommeren.

Samlet set er bruttoledigheden nu godt 24.000 fuldtidspersoner højere end i februar 2020, dvs. før coronakrisen. Niveauet i maj 2020 var det højeste niveau i næsten syv år og knap 8.000 fuldtidspersoner lavere end det højeste niveau under finanskrisen (maj 2012).

Ledigheden faldt i november for alle aldersgrupper, men faldet har været størst
blandt de 25-29-årige og de 50-59-årige, hvor ledigheden er faldet med 0,2 pct.-point.
Det er imidlertid også de 25-29-årige, der har haft den største stigning i ledigheden i begyndelsen af coronakrisen.