Sagen kort: Et folketingsmedlem fra Venstre har bedt Finansministeren om at opgøre virkningerne af den gennemførte politik siden folketingsvalget. Tilbage er der kommet et svar med tabeller over de skønnede effekter på tværs af indkomstgrupper.
De samme tal har Cepos så valgt at trække en række meget bombastiske konklusioner ud af. Det er blevet til en række artikler i en række landsdækkende medier, og flere partier har også trukket konklusionen ind i den politiske kommunikation.
Så meget desto vigtigere er det også, at vi tager en diskussion af, hvordan Finansministeriets tal skal fortolkes. I Cepos’ tilfælde er der en række grundlæggende fejl og mangler. Lad os tage dem fra en ende af.
Cepos konkluderer ud fra tallene, at alle bliver fattigere af regeringens politik. Man kan mene, hvad man vil, om regeringens prioriteringer.
Danskernes levestandard handler ikke kun om, hvor mange penge der står på kontoen
Men om man bliver rigere eller fattigere kan altså ikke afgøres ud fra tre tabeller i et folketingssvar. Danskernes levestandard handler ikke kun om, hvor mange penge der står på kontoen. Det handler selvfølgelig også om kvaliteten af velfærden, tilbagetrækningsmuligheder og meget andet.
Disse forhold sætter Finansministeriet ikke tal på i opgørelsen. Det er sværere at opgøre værdien af en højere normering i daginstitutionen end omkostningen ved, at prisen på en pakke cigaretter stiger med x kroner. Men tingene hænger sammen, og det er en helt grundlæggende begrænsning, at vi kun kan sætte tal på cigaretterne.
Hvis man alligevel reducerer spørgsmålet til at handle om disse tabeller, så er der nogle nuancer, som Cepos meget belejligt har set bort fra og gået direkte til bundlinjen.
Den ene af Finansministeriets tabeller handler om de direkte effekter. Det vil sige ændringer i fx dagpengeregler, bundskat og skat på fri telefon. Elementer, som har en direkte effekter på husholdningernes rådighedsbeløb. Her har de fattigste haft en gevinst, mens de rigeste har haft et tab på en kvart procent af den disponible indkomst.
Effekten af de højere afgifter er til de fattiges ugunst
Resten af opgørelsen er indirekte effekter baseret på en lang række antagelser og skøn. Det kan fx være ændringer i afgifter på forbrugsvarer eller højere skat på bankerne. Tiltag som man af gode grunde kun kan skønne over ved at se på forbrugsmønstre på tværs af indkomstgrupper og skøn over, hvordan befolkningen reagerer på prisændringer.
Effekten af de højere afgifter er til de fattiges ugunst. Især på grund af tobaksafgiften (se figur), men også den forhøjede afgift på væddemål og kasino spiller ind.
Lidt karikeret kan man sige, at hvis man er ryger og ludoman, så bliver man ramt hårdt på pengepungen. Men på sigt kan det måske få vedkommende til at tænke en ekstra gang over, om det er det, man vil bruge sine penge på, hvilket kan være til gavn for den enkeltes sundhed og økonomi.
De højere tobaksafgifter skal desuden ses i sammenhæng med, at der blev brugt penge på en styrket forebyggende indsats over for unge og udsatte borgere. I det omfang den indsats virker, mindskes skævheden af fordelingseffekten. At der så til gengæld også kommer færre penge i kassen er en anden snak.
Cepos bruger tallene som krudt i den ideologiske seksløber
Til sidst har Finansministeriet opgjort gennemslaget af en række erhvervsskatter, som antages beregningsteknisk at blive nedvæltet i lønningerne i bred forstand. For at tage et eksempel antages den såkaldte bankskat at ramme alle indkomstgrupper relativt ens. Man kan jo tænke over, om det afspejler virkeligheden.
Politik er grundlæggende en prioritering mellem forskellige ønsker og valg. Når en regering styrker velfærden – som det var tilfældet med finansloven – så skal pengene findes et andet sted. Hvis man vil evaluere regeringens samlede politik på et seriøst grundlag, så skal man også have det med, som pengene blev brugt på. Sagt på en anden måde: Der mangler nogle rækker med positivt fortegn i Finansministeriets tabeller.
Cepos ser fuldstændig bort fra den del af regnestykket, som afspejler, at personer med et langt arbejdsliv kan trække sig tilbage, at børnepasningen bliver bedre og meget andet. Det betyder måske ikke noget for Cepos, men for den enkelte børnefamilie eller lønmodtager med et langt arbejdsliv bag sig er det af stor betydning.
Finansministeriet leverer gode og solide analyser, men de skal ligesom andre analyser tolkes med forsigtighed. Når Cepos bruger tallene som krudt i den ideologiske seksløber, så er der al mulig grund til at kigge tallene efter i sømmene. Det gælder også journalister.
Analysen er skrevet af FH’s cheføkonom Allan Lyngsø Madsen, teamchef i FH’s Afdeling for Politik & Analyse, Mark Strøm Kristoffersen og økonom i FH, Morten Aastrup Jørgensen.
Analysen er bragt i Politiken d. 6. december 2020.
