NFS kræver, at der afholdes nyvalg, og at det sker under forhold, som alle partier kan have tillid til og under overvågning af internationale valgobservatører, som kan sikre en fair valghandling.

Krav om løsladelse af demonstranter

I brevet stilles der også krav om øjeblikkelig løsladelse af de demonstranter, der blev anholdt under protesterne, samt at de hviderussiske myndigheder sikrer adgang til internettet, til sikker kommunikation, pressefrihed og fri bevægelighed i og uden for Hviderusland.

EU må forstærke sin støtte til civilsamfundet i Hviderusland – ikke mindst til den uafhængige fagbevægelse, som kæmper for at forsvare grundlæggende faglige rettigheder

Bente Sorgenfrey

EU bør genoverveje forholdet til Hviderusland

”NFS støtter kravet om, at EU gransker de hviderussiske myndigheders handlinger og grundigt overvejer sanktioner mod regimet i Minsk på grund af valgsvindel.

I det hele taget er det nødvendigt at genoverveje om Hviderusland kan være en del af EU’s østlige partnerskab siger Bente Sorgenfrey, FH’s næstformand og formand for NFS, den nordiske faglige sammenslutning.

” EU må forstærke sin støtte til civilsamfundet i Hviderusland – ikke mindst til den uafhængige fagbevægelse, som kæmper for at forsvare grundlæggende faglige rettigheder.

Som i så mange lignende situationer, når diktatorer skal sættes fra magten, er det de frie og uafhængige fagforeninger, der er toneangivende i kampen for demokrati og social retfærdighed” slutter FH’s næstformand Bente Sorgenfrey.

Valgresultatet afvist som svindel

Da den hviderussiske valgkommission offentliggjorde resultatet af præsidentvalget den 9. august blev det øjeblikkeligt afvist af oppositionen i landet.

At præsident Alexander Lukashenko skulle have vundet godt 80 procent af stemmerne blev betragtet som ren og skær svindel og fik øjeblikkeligt tusindvis på gaderne for at vise deres vrede.

Politiet og sikkerhedsstyrkerne gik voldsomt til angreb på både fredelige demonstranter, fagforeningsfolk, journalister og fotografer. Billederne af de brutale overgreb er gået verden rundt og har udløst skarpe fordømmelser.

Trods voldsomhederne har det ikke afholdt befolkningen fra at fortsætte deres protester og der er iværksat flere strejker i landet. I denne uge har befolkningen vist, at Lukashenko ikke har opbakning i befolkningen.