Ædelstenen i kronen på det indre marked. Sådan ynder beskæftigelseskommissær Marianne Thyssen at omtale den nye Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed.
Og nu skal den slibes til og formes, sagde hun ved åbningen af myndigheden, der stadig er så ny, at den endnu ikke er flyttet ind i på sin adresse i Bratislava. Mest fordi, den faktisk lige nu kun består af en hovedbestyrelse, og det var denne, der i forlængelse af åbningen afholdt sit første møde.
– Der var en god atmosfære. Alle var meget forventningsfulde – både vi fra fagbevægelsens side og repræsentanterne fra medlemslandene glæder os til at arbejdet går i gang, og vi kan begynde at løse nogle af de konkrete problemer på det indre marked siger Per Hilmersson, vicegeneralsekretær, EFS.
Polske og tjekkiske håndværkere betalt mindre end danske kollegaer
Han havde medbragt en række sager indsamlet af EFBWW – den europæiske sammenslutning af fagforeninger i byggesektoren. Herunder også to sager fra Danmark om social dumping.
I begge sager var håndværkere fra henholdsvis Polen og Tjekkiet blev betalt væsentligt mindre end deres danske kolleger ville være blevet. Samtidig havde de polske håndværkere fået at vide, at de ikke måtte tale med fagforeningen.
– De her sager er meget typiske for nogle af de problemer, der er på det indre marked, og det er nogle af de ting, som den nye arbejdsmarkedsmyndighed kan løse ved at sikre, at arbejdstagere fra andre lande får korrekte oplysninger om deres rettigheder i det land, de arbejder i, siger Hilmersson.
ELA har to formål
Inden arbejdet i myndigheden kan gå rigtigt i gang skal der dog ansættes personale i den. I første omgang skal der findes en direktør for myndigheden, samtidig skal der indstilles medlemmer til både en rådgivende bestyrelse og en bestyrelse bestående af interessenter inden for området.
Det og fastsættelsen af næste års arbejdsprogram for den Europæiske Arbejdsmarkedsmyndighed er på dagsordenen næste gang hovedbestyrelsen mødes – i december.
Ud over en platform, der samler informationer, kan myndigheden også bruges til at mægle i eventuelle konflikter mellem forskellige medlemslande, og landene kan bede myndigheden om at deltage i inspektioner på arbejdspladser.
Et af de større problemer på det indre marked handler nemlig i høj grad om håndhævelse af de regler, der allerede er gældende, og det er kerneopgaven i den nye myndighed.
– ELAs personale vil blandt andet bestå af nationale forbindelsesofficerer, der sidder sammen, og det gør det lidt lettere at opklare problemer og finde løsninger, når man er i samme bygning, siger Per Hilmersson og tilføjer, at det vigtigt at huske, at der to formål med ELA.
Promover den frie bevægelighed
– Det ene er at løse de problemer, der er med den frie bevægelighed. Den anden handler på den anden side også om at promovere den frie bevægelighed, så det bliver lettere for arbejdstagere at rejse til et andet land for at arbejde.
Den europæiske arbejdsmarkedsmyndighed åbnede i torsdags. I løbet af næste år forventes det, at personalet er ansat og klar til at gå i gang med opgaverne. Og i 2024 forventes myndigheden at være helt plads med et årligt budget på omkring 50 millioner euro.