– Skal du heller ikke på uni i dag? Men du skal da vel i skole på fredag?
Spørgsmålene kom fra Kira Marie Peter-Hansens mor under valgkampen op til valget til Europa-Parlamentet i maj.
Kira Marie Peter-Hansens forældre så ifølge hende selv nok lidt datterens politiske engagement som et hobbyprojekt. De kunne nok ikke helt forestille sig, at hun få måneder senere ville sidde og drikke kaffe med nogle af de mest indflydelsesrige mennesker i europæisk politik, og at en del af beskyttelsen af den danske model ville blive lagt i hendes hænder.
Fra et dansk synspunkt er udfordringen, at vi ikke ved, hvordan det vil påvirke det danske arbejdsmarked, at andre EU-borgere får lettere adgang til vores dagpengesystem, når de melder sig ind i a-kassen. Det er der rigtig mange, der er bekymrede over.
Kira Marie Peter-Hansen
Og de vælgere, der havde ønsket sig en erfaren håndværker og politiker på pladsen, fik i stedet det yngste Europa-Parlamentsmedlem nogensinde.
– Der er da mange, der kan tænke ”Du er 21 år og studerende. Hvordan skal du kunne repræsentere 3F’ere og tage hånd om deres udfordringer?”. Jeg vil gerne bevise over for fagbevægelsen, at jeg godt kan løfte den opgave. Det er en stor opgave. Det er også en spændende opgave at få det europæiske og danske arbejdsmarked til at spille sammen til gavn for arbejdstagerne, siger Kira Marie Peter-Hansen, som understreger, at arbejdsmarkedspolitikken er et område fyldt med konflikter for en dansk MEP’er.
Danmark skal sidde med ved bordet
– Derfor er det også afgørende for mig at have både arbejdsgivere og arbejdstagere med fra starten i arbejdet. Det er vigtigt, at vi i Danmark ikke bliver sat uden for indflydelse.
Indflydelsen kom som en velkomstgave på den allerførste dag i Greens, som er den gruppe SF og dermed Kira Marie Peter-Hansen tilhører i parlamentet.
– De spurgte, om jeg ville være gruppens koordinator i Beskæftigelsesudvalget, fordi de kender den danske model, og derfor gerne vil have en dansker på en central plads. Det er både for at sikre, at der bliver taget hensyn til os danskere, men også for at undgå, at tingene går i hårdknude, siger hun.
Hendes første opgave var netop en af de sager, der har været forbundet med store knaster.
Nemlig den, der i EU-lingo bliver kaldt 883 og handler om andre EU-borgeres adgang til danske dagpenge og, hvor længe dagpengene kan tages med ud af Danmark. Opgaven var gået i arv til det nye parlament, og i Bruxelles har stort set alle med interesse for sagen holdt vejret og afventet, hvordan parlamentet ville spille bolden.
Dagpengesagen var den første opgave
Det var op til beskæftigelsesudvalgets koordinatorer at beslutte, om arbejdet med sagen skulle starte helt forfra og fra bunden eller, om bolden blot skulle kastes et skridt tilbage i processen til trilog-forhandlingerne. Resultatet blev det sidste – og det var også der, Kira Marie Peter-Hansen havde lagt sin stemme.
– Jeg har selvfølgelig overvejet det meget og set sagen fra forskellige vinkler. Der er nogle gode ting i den her pakke, men der også nogle tidsler. Det gode handler om at sørge for en social sikring for arbejdstagere på tværs af Europa, som i dag risikerer slet ikke at være socialt sikret noget sted, fordi de nuværende regler er uklare.
Samtidig giver den nuværende forhandlingstekst bedre mulighed for at bekæmpe snyd og forbedre samarbejdet mellem medlemslandene.
Fra et dansk synspunkt er udfordringen, at vi ikke ved, hvordan det vil påvirke det danske arbejdsmarked, at andre EU-borgere får lettere adgang til vores dagpengesystem, når de melder sig ind i a-kassen. Det er der rigtig mange, der er bekymrede over.
Og det kan jeg godt forstå, for det kan påvirke den måde, vi har indrettet vores dagpengesystem på. SF deler også den bekymring, siger hun, og fortsætter:
– Selv om det er et nyt parlament, tror jeg ikke, at der er et nyt politisk flertal i dansk favør.
Ærgerligt at kassere 10-15 års arbejde
Kompromiset lige nu er på en måned, og selv om det er langt fra de nuværende tre måneder, ser jeg det som usandsynligt, at det kommer tilbage til, at andre EU-borgere kan optjene en dansk dagpengeret i løbet af en enkelt dag på det danske arbejdsmarked. På den baggrund synes jeg, at det ville være for ærgerligt at kassere 10 til 15 års arbejde.
Noget helt andet, der også har fyldt meget i Kira Marie Peter-Hansens 12-timer lange arbejdsdage, er det europæiske semester.
– Det er rigtig spændende. Det er jo en opgave, vi har en gang om året, og som har stor betydning, selv om det ikke er forbundet med store lovgivningsmæssige konsekvenser. Det handler mere om, hvilke værdier vores kontinent skal bygges op efter. Vores fokus er det sociale område. Det handler om at sikre, at alle europæere har et ordentligt levegrundlag og at undgå en alt for stor ulighed og sørge for, at folk ikke bliver ”working poor”, og bliver nødt til at have to eller tre job for at kunne leve.
Overvældende at møde kommissærerne
I denne uge er de nye kommissærers høringer på dagsordenen. For Kira Marie Peter-Hansens vedkommende betyder det blandt andet, at hun har brugt en masse tid på at forberede de helt rigtige spørgsmål og i udvalget forhandle sig frem til, hvilke af dem, der skal stilles. For et par uger siden mødtes hun med blandt andre Beskæftigelseskommissær Nicolas Schmit fra Luxembourg og Ligestillingskommissær Helena Dalli fra Malta for at få et forhåndsindtryk af dem.
– Det var overvældende pludselig at have adgang til nogle af de mest indflydelsesrige mennesker i europæisk politik. Jeg fik en ide om, hvad de lægger vægt på, deres prioriteringer og, hvordan de er som mennesker. Dalli er meget på linje med de danske holdninger og SF’s værdier inden for ligestilling. Schmit vil gerne gøre meget for et mere socialt Europa, men det var også tydeligt, at der ligger en stor opgave i at forklare ham den danske model. Det kan godt blive lidt svært, men det er absolut ikke umuligt, fortæller Kira Marie Peter-Hansen.
Høringen med Beskæftigelseskommissær Nicolas Scmit er i morgen, mens høringen med Ligestillingskommissær Helena Dalli er på onsdag.