”Danskerne står over for et klart valg til Folketinget: Skal vi have flere nedskæringer og mere ulighed? Eller skal vi investere i velfærd, uddannelse, arbejdsmiljø og tryghed for alle? I fagbevægelsen er vi ikke i tvivl! Men det er nogle vælgere måske stadig – og dem vil vi gerne tale med, for valget er vigtigt for deres hverdag”, understreger Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH):

Derfor har FH taget initiativ til, at de lokale sektioner og regioner i fagbevægelsen går samlet på gaden tirsdag den 28. maj. Det vil ske ved morgenaktioner lokalt rundt omkring i landet, hvor fagbevægelsen sætter fokus på de emner, som er vigtigst for lønmodtagerne ved det kommende valg. 

FH-organisationer på gaden

Disse LO-sektioner går på gaden:

LO Fyn, LO Sydfyn, LO Hovedstaden, LO Viborg, LO Esbjerg, LO Brønderslev, LO Kolding

Der vil også være lokale fagforbund, som arrangerer happenings. Kontakt afdelingen direkte, hvis du vil vide hvor og hvornår du kan finde os.

FH mener, at den økonomiske fremgang, som Danmark oplever i disse år, skal komme alle danskere til gavn. Det skal ske ved at investere i vores fælles velfærd, i uddannelse og i et stærkt sikkerhedsnet, i stedet for at sænke skatten for dem, som i forvejen har mest.

”Det går faktisk godt for dansk økonomi. Alligevel bliver de fattigste fattigere, der skæres ned på uddannelse til unge og arbejdsløse, velfærden forringes, og mange oplever, at de må løbe hurtigere og hurtigere for at kunne passe deres arbejde”, siger Lizette Risgaard.

Hun mener, vi bør vælge en anden vej for Danmark: ”Hvor vi investerer i det, der gør os rige, lige og trygge”.

Værdig tilbagetrækning

Lizette Risgaard påpeger også, at kampen for en værdig tilbagetrækning langt fra er vundet.

”Vi mangler stadig en ret til værdig tilbagetrækning. Hovsa-aftalen om seniorpension, som blev indgået kort før valget, er desværre langt fra den fulde og dækkende løsning, som der er brug for. Nedslidte skal stadig stå med hatten i hånden. Det er en helt forkert prioritering, at vi ikke har råd til at sikre lønmodtagere en værdig tilbagetrækning, fordi nogen hellere vil sænke skatter og afgifter for dem, som i forvejen har mest”, siger Lizette Risgaard.  

Appel til politikerne: Velfærden skal følge med!

Ifølge FH er en af de største udfordringer i den kommende valgperiode, at befolkningen vokser – særligt andelen af børn og ældre.

”Det er jo dejligt, at vi bliver flere – men hvis vi skal bevare den kvalitet i velfærden, som vi kender i dag, er vi nødt til at bruge flere penge på velfærd. Er vi ikke indstillet på det, skal vi forberede os på, at velfærden gradvist vil blive forringet over de kommende år”, siger Lizette Risgaard.  

FH sendte tidligere på måneden en appel til partilederne i folketinget, om at indgå en såkaldt velfærdspagt, som skal sikre, at kvaliteten af velfærden i den kommende valgperiode ikke forringes.

Her opfordrer fagbevægelsen konkret politikerne til at forpligte sig på, at velfærden som minimum skal følge det demografiske træk.

”Flere politiske partier har taget godt imod den appel. Nu håber vi jo, at der efter valget vil være flertal for, at velfærden som minimum følger med, når vi bliver flere. I de sidste fire år har vi jo desværre set, at velfærden er blevet forringet, og der er skåret på uddannelse, arbejdsmiljø og tryghed for lønmodtagerne. Nu håber vi, at de politiske partier, som vil en anden vej, får et godt valg – og at vi får et lønmodtagervenligt flertal i Folketinget efter valget”, siger Lizette Risgaard.