Hvordan kommer Danmark videre? Det spørgsmål indledte de fremmødte i Folkets Hus i Allinge med at debattere den første dag til Folkemødet på Bornholm.
Formanden for LO, Harald Børsting, formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, direktøren i DI Karsten Dybvad og FTF’s formand Bente Sorgenfrey stod i panelet.
Lemp finanspolitikken lød opfordringen fra Børsting, Hansen og Sorgenfrey, mens Dybvad var uenig.
”Der er stor tillid til den danske økonomi, det kan blandt andet ses på de lave renter, som er lige du. Der er ingen grund til finanspolitiske lempelser”, sagde han.
Den offentlige sektor var også til debat. Både til det første arrangement, og da indenrigsminister Margrethe Vestager senere var på besøg i Folkets Hus for at svare på, hvordan og hvor meget den offentlige sektor skal moderniseres.
Hun havde taget en slikautomat med for at illustrere sit retoriske spørgsmål:
“Vil vi have en offentlig sektor, hvor man bare betaler og trækker velfærd som i en slikautomat? Eller vil vi have en offentlig sektor, hvor borgerne er med til at tage ansvar for deres eget liv – hvor de stærke tager et ansvar selv, for at de svageste kan få den dybe hjælp, de har brug for?”
Når den offentlige sektor skal moderniseres er vi nødt til at tage afsæt i både den stramme økonomi og tillid til medarbejdernes faglige vurderinger, sagde hun.
“Det kræver mod til at give medarbejdere og ledere rum til faglige vurderinger. Den der bliver vist tillid får også ansvaret. Vi tør godt slippe de faglige medarbejdere fri”.
Mening, muligheder og gulerødder
Umiddelbart efter debatten med Vestager var der inspiration at hente i gårdhaven i Folkets Hus. Her var nemlig et debat om, hvordan ledere og arbejdspladser kan skabe vækst uden at gå på kompromis med kvalitet og arbejdsglæde.
Der blev serveret gulerødder som symbol på den ledelsesstil, der er brug for.
”Glade mennesker, skaber andre glade mennesker, og det skaber nye løsninger”, sagde direktør i Lån & Spar Bank John Christiansen.
Banken vandt arbejdsmiljøprisen i 2012 for sin indsats for det psykiske arbejdsmiljø, og John Christiansen indledte debatten med at fortælle om, hvordan de har sat ind med tiltag, der har styrket både arbejdsglæde og kundetilfredshed og sænket medarbejdernes sygefravær.
Han pointerede, at det er tiltag, der kan bruges i både den offentlige og private sektor, selv om de to sektorer har forskellige udfordringer, når det handler om at skabe vækst.
Engagementet var også tydeligt at mærke, da FTF’s studiepolitiske netværk sammen med LO ungdom spurgte, om unge overhovedet gider organisere sig.
Panelets klare svar var et rungende ”Ja”. Hvis de kan deltage i relevante debatter, være med til at beslutte noget, gøre en forskel på uddannelserne og arbejdspladserne, så vil unge meget gerne tage ansvar og være med i fagbevægelsen. Men hvis fagbevægelsen er et tungt apparat, hvor beslutningerne er taget på forhånd, så gider de ikke være med.
FTF’s formand, Bente Sorgenfrey, deltog i flere arrangementer. For eksempel da Produktivitetskommissionen fremlagde et debatoplæg om produktiviteten i den offentlige sektor. Et oplæg med mange gode tanker. Bl.a. om at afskaffe den udbredte måling af aktiviteter og i stedet begynde at mål på resultater, og at der skal gøres et indhug i detailstyringen. Men oplægget mangler en vigtig pointe, mener FTF:
”Der ligger et kæmpe potentiale i at blive bedre til at opsamle den hverdagsinnovation og udvikling i arbejdsgangene i den nære arbejdsdag, der rent faktisk allerede foregår i det små året rundt på offentlige arbejdspladser. Derfor er det afgørende, at medarbejderne bliver inddraget i arbejdet med at modernisere og effektivisere den offentlige sektor. Det beskæftiger kommissionen sig stort set ikke med”, siger Bente Sorgenfrey.
FTF dækkede nogle af Folkemødets mange relevante debatter. Både her på hjemmesiden og på vores facebook-side, hvor der også er mulighed for at kommentere og deltage i debatterne om fx arbejdsmiljø, modernisering af den offentlige sektor, og hvordan vi skaber nye job og vækst.
Telte, folk og sommerstemning i Allinge Havn.
Talerne på hovedscenen trak mange tilhørere til.
Arrangementer og aktiviteter indtog hele Allinge. Også røgeriet i byen.