Danmark skal have en ny erhvervs- og vækstpolitik, som koncentrerer sig om udvalgte områder, hvor vi er særligt stærke i Danmark, heriblandt sundheds- og velfærdsløsninger. Det mener regeringen, der sidste år nedsatte et udvalg – et vækstteam – som primært består af ledere af private virksomheder på sundheds- og velfærdsområdet.
Vækstteamet har netop afleveret sine anbefalinger, som bl.a. handler om at give virksomhederne bedre rammer for at forske og udvikle, om et velfungerende og udviklingsorienteret hjemmemarked samt om offensivt at udnytte de muligheder, der ligger på det internationale marked.
Oplagt dansk styrkeposition
FTF, der er hovedorganisation for 450.000 privat og offentligt ansatte – bl.a. store dele af sundhedspersonalet – hilser initiativet velkomment. Sundheds- og velfærdsløsninger er en oplagt dansk styrkeposition, mener formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

"Vi har en effektiv offentlig sundhedssektor med kompetente og kreative medarbejdere, hvor nye løsninger kan udvikles – gerne i tæt samarbejde med den private sektor. Udlandet efterspørger i stigende grad løsningerne, så dét kan skabe grundlag for den vækst og beskæftigelse i Danmark, som vi alle sukker efter", siger hun.
Bente Sorgenfrey mener dog, at vækstteamet kun kommer delvist i mål, fordi medarbejderperspektivet er helt fraværende i de i alt 15 anbefalinger.
"De fleste af forslagene er fornuftige og vil bidrage til at styrke vækstvilkårene. Men medarbejdernes rolle i innovation og vækst er slet ikke tænkt ind. Medarbejderne er hverdagens eksperter, der mange gange er de bedste til at komme med ideer til de løsninger, som private virksomheder kan hjælpe med – og forhåbentlig også eksportere en dag", siger hun.
Årelang dansk tradition
Bente Sorgenfrey peger på en årelang dansk tradition for, at medarbejderne bidrager til innovation – helt tilbage til stomi-posen, som blev udviklet af en sygeplejerske i 1950erne, til den nye ilt-sut fra Ideklinikken i Ålborg, der udspringer af ide hos en sygeplejerske.
På baggrund af vækstteamets anbefalinger skal regeringen nu lave sin egen handlingsplan på området.
Bente Sorgenfrey håber, at regeringen vil huske at tænke medarbejderne ind i planen.
"Medarbejderne skal indtænkes, så det for alvor kan batte noget. Det kan fx være med bedre rammer for offentlig-privat innovationssamarbejde og medarbejdernes efteruddannelsesmuligheder inden for de nyeste velfærdsteknologier. Det vil ligge fint i tråd med regeringens nye innovationsstrategi, som netop understreger medarbejdernes vigtige rolle i innovationen på arbejdspladserne", siger Bente Sorgenfrey.