Kære venner
Dejligt at se jer. Jeg ved, I er kommet fordi, I mener, at det er vigtigt at stå sammen og løfte i flok. 1. maj er mere end noget en hyldest til dette – en hyldest til fælleskabet. Men vi må ikke lade det blive ved pæne ord. For Danmark har brug for, at vi står sammen.
Det er snart fire år siden, at den internationale finanskrise brød ud, og verdensøkonomien oplevede det største tilbageslag siden anden verdenskrig. I Danmark har vi klaret os nogenlunde, men prisen har også herhjemme været høj – meget høj. Arbejdsløsheden er steget. Mange har måttet gå fra hus og hjem. Og vi har som lønmodtagere måttet se vores realløn falde.
Specielt arbejdsløsheden blandt unge er steget dramatisk. Ikke mindst på FTF-området, hvor hver tiende unge lærer, pædagog og bygningskonstruktør er uden job – og hvor ledigheden på nogle områder er fordoblet på bare på ét år.
Vi ved, hvor hårdt det er. For den enkelte – og for familien. Men arbejdsløsheden er også et stort problem for samfundet. Vi går glip af kolossale menneskelige ressourcer. Og statskassen mister en masse gode skatteindtægter. Derfor skal arbejdsløsheden bekæmpes med alle midler. Det kræver, at der investeres i de ledige. Der skal penge til jobrotation, så unge kan komme ind på arbejdsmarkedet, mens de erfarne kommer på uddannelse. Der skal mere fokus på den enkelte ledige og A-kasserne skal have et større ansvar. Og kommunegrænser må ikke virke som grænsebomme for de arbejdsløse!
Hvis vi skal have Danmark på fode igen, kræver det ikke bare noget af os, men også af arbejdsgiverne. De skal skabe nye job, og de skal tage deres del af det sociale ansvar, fx ved at åbne arbejdspladserne for dem, der ikke kan arbejde 100 procent – og ved at skabe praktikpladser nok. Og der skal sættes en effektiv stopper for social dumping.
Når lønmodtagerne viser ansvar, som vi lige har set ved de seneste overenskomstforhandlinger, så skal arbejdsgiverne kvittere ved at inddrage medarbejderne mere i beslutningerne. Desværre ser vi, at det går den modsatte vej – at det første arbejdsgiverne sparer væk, er medarbejderindflydelsen. Det er totalt uacceptabelt.
I 2008 handlede det om at redde bankerne og sikre kapital. I dag handler det om at redde hele lande. Vi oplever det overalt i Europa. Mange lande har ikke længere de økonomiske muligheder og er havnet i en farlig økonomisk klemme. Med svag vækst bliver det endnu mere alvorligt. Spanien er røget ind i sin anden recession og andre er i risiko for at følge efter.
Ufinansierede skattelettelser, også herhjemme, har betydet for lidt polstring til dårlige tider. Danmark er et lille land med tætte økonomiske bånd til resten af verden. Går det galt ude – går det også galt herhjemme.
Heldigvis har vores samfundsmodel, med høj erhvervsdeltagelse, et godt skattegrundlag og gode velfærdsordninger gjort os mere robuste end mange andre lande. En ansvarlig fagbevægelse – som tager ansvar – har bidraget hertil. Overenskomsterne på det offentlige område i 2011 og de private overenskomster her i foråret viser det klart. Trods det har fyringer og nedskæringer sat sine tydelige spor. Der er nedlagt tusindvis af job – og besparelser har ramt borgere og ansatte hårdt.
Alligevel vil fagbevægelsen de kommende måneder blive udfordret endnu mere på ansvarligheden. For rundt om hjørnet venter trepartsforhandlinger. Forhandlinger, der skal skabe nye job og sikre velfærden. Det er her de pæne ord om fællesskab og ansvar skal stå sin prøve.
Mange har spurgt mig, om vi virkelig vil bidrage til at gennemføre reformer, som kan gøre ondt på de medlemmer, vi repræsenterer. Svaret er ja. "Ordentlig politisk ledelse er nu engang at gøre det nødvendige, også når det betyder, at nogle må afgive noget, for at andre – de svageste – kan få et bedre liv", som Poul Nyrup Rasmusen sagde i sin nytårstale i 1999. Jeg kan ikke være mere enig. Jeg vil dog sige det meget klart: Vi øger ikke arbejdstiden her og nu. For gør vi det, vil det kun føre til nye fyringer og tab af kolleger.
Hvis finansministeren har en våd drøm om, at FTF vil øge arbejdstiden fra 2013, så vil det forblive ja, kun en våd drøm. Og hvis finansministeren eller arbejdsgiverne tror, vi bare går med til at arbejde mere og holde lønnen i ro, uden at få noget igen, så må de tro om.
Vi ønsker efteruddannelse.
Vi ønsker et bedre arbejdsmiljø.
Vi ønsker et bedre arbejdsløshedssystem.
Vi ønsker respekt for den danske model.
Og vi ønsker mere indflydelse – nationalt og lokalt.
For det er dét, der skal til, for at trepartsforhandlingerne skaber nye job og sikrer velfærden. Og det er derfor vi som lønmodtagere vil tage et medansvar.
I FTF er vi tilhængere af den solidariske finansiering af velfærden, lige muligheder for alle, social tryghed og demokratisk indflydelse. UDSULTER man de centrale velfærdsområder, vil man også udsulte den folkelige opbakning til vores samfundsmodel. Vi skal ikke kun fokusere på økonomisk styrke, men også på social og demokratisk styrke.
Velfærd er ikke kun et spørgsmål om økonomi, systemer og strukturer. Det handler først og sidst om mennesker – om os, om vores ledige kolleger, om at hjælpe andre og vise solidaritet i praksis.
God 1. maj!
Det talte ord gælder