FTF nyhed

LO-FTF går til valg med lønmodtagernes dagsorden

Ingen ved hvornår Statsminister Helle Thorning-Schmidt trykker på valgknappen, men to ting er sikkert: Valget nærmer sig, og LO og FTF er klar med en storstilet kampagneindsats og 22 politiske forslag til politikerne. De to hovedorganisationer har slået kræfterne sammen for at øge den politiske indflydelse til lønmodtagerne.

Krav om bedre beskyttelse af offentligt ansattes ytringsfrihed

Det er vigtigt, at offentligt ansatte kan pege på alvorlige problemer, der kan føre til svigt af borgerne. Justitsministeren har i dag fremlagt en betænkning, hvor FTF sammen med fem andre organisationer anbefaler lovgivning om ansættelsesretlig beskyttelse af medarbejdere, der ytrer sig.

Tamt og uambitiøst lovforslag om ansættelsesklausuler

Regeringens nye lovforslag om ansættelsesklausuler er tamt og uambitiøst. Det vil stadig være stort set omkostningsfrit for arbejdsgiverne at bruge klausuler, og lovforslaget vil ikke ændre nuværende praksis, hvor cirka 12-17% af de ansatte på FTFs og Akademikernes område er omfattet af ansættelsesklausuler. Det mener FTF.

Ledige parkeres i pseudotilbud

Mange ressourceforløb har ikke det rehabiliterende indhold, som de burde have ifølge den to år gamle førtidspension- og fleksjobreform. Indsatsen i ressourceforløbene skal have en højere kvalitet og det skal være muligt at kunne klage over indholdet i sit forløb. Det mener FTF, der også opfordrer beskæftigelsesministeren til at gøre mere for, at kommunerne implementerer førtidspension- og fleksjobreformen efter hensigten med reformen.

Bedre hjælp til dem på kanten af arbejdsmarkedet

Personer, der har svært ved at varetage et arbejde, har nu udsigt til at få bedre hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet i et varigt job. LO og FTF er positive overfor nyt udspil fra Carsten Koch Udvalget og har tre forslag til forbedringer, der kan styrke indsatsen.

Ledere: Dokumentation er nyttigt, men…

To ud af tre offentlige ledere mener at dokumentation er brugbart i forhold til deres opgave, viser ny undersøgelse. Tillid og dokumentation er ikke modsætninger, men omfanget af dokumentation kan tilpasses bedre.

God aftale om mere tilsyn og hårdere straffe til arbejdsmiljøsyndere

Mere målrettet tilsyn på arbejdspladser med høj risiko for dårligt arbejdsmiljø og højere bødestraffe til virksomheder, der begår grove overtrædelser. Ny arbejdsmiljøaftale er fornuftig, mener FTF, der dog samtidig foreslår, at de hårdere straffe og det risikobaserede tilsyn kombineres med en økonomisk belønning til arbejdspladser med godt arbejdsmiljø.

FTF: EU bør sikre lige vilkår i flybranchen

EU skal sikre lige vilkår og stoppe flyselskabers selskabsspekulation, som bruges til at dumpe de flyansattes løn- og arbejdsforhold. Det mener FTF, der støtter FPU’s kamp for overenskomst med Ryanair. FTF advarer mod social dumping i luften, hvor overenskomster dumpes, og flyselskaber splitter de ansatte op i nye selskaber med ringere løn- og arbejdsforhold til følge. Det er kortsigtet og skader os alle – både ansatte, virksomheder og samfund, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

Det Sorte Register får ny dom for bagvaskelse

Manden bag hjemmesiden Det Sorte Register er igen blevet dømt for bagvaskelse og injurier mod offentligt ansatte. Han fik en lignende dom sidste år, som han ikke har efterlevet. FTF har opfordret justitsministeren til at forbedre mulighederne for at stoppe den grove netchikane.

FTF: Gode tiltag i ny aftale om forebyggelse

FTF roser ny aftale, der sikrer i alt 135 millioner kroner de næste fire år til at forbedre arbejdsmiljøet med særligt fokus på forebyggelse af vold, arbejdsulykker og nedslidning på jobbet.