Offentligt ansatte frygter at udtale sig om kritisable og ulovlige forhold på arbejdspladsen. Det har flere undersøgelser vist, og senest har også Ombudsmanden bekræftet det billede.

Medarbejdernes skal derfor beskyttes bedre i deres ansættelse, for det er helt afgørende, at kritisable og ulovlige forhold, der risikerer at gå ud over borgerne, kommer frem i lyset, mener FTF.
”Der er hårdt brug for lovgivning om ansættelsesretlig beskyttelse af offentligt ansatte, der bruger sin ytringsfrihed til at afsløre svigt, fejl og ulovligheder i det offentlige. Det kan ikke være rigtigt, at de medarbejdere skal have advarsler, fyres eller chikaneres af arbejdsgiverne, som vi har set flere eksempler på”, siger formanden for FTF, Bente Sorgenfrey.
Justitsministeriet har i dag offentliggjort en betænkning med en række anbefalinger, som et udvalg om offentligt ansattes ytringsfrihed har udarbejdet. FTF er repræsenteret i udvalget, som blandt andet har skullet tage stilling til, om der bør gennemføres yderligere ansættelsesretlig beskyttelse af offentligt ansatte. Det anbefaler seks af udvalgets repræsentanter. Seks forholder sig neutrale, mens fem er i imod yderligere ansættelsesretlig beskyttelse af medarbejderne i form af højere godtgørelse og bedre bevisbyrderegler.
Offentlige arbejdspladser bør overveje whistleblowerordninger
Udvalget har også haft til opgave at belyse fordele og ulemper ved whistleblowerordninger og vurdere behovet for dem.
Samlet vurderer udvalget, at der ikke er grundlag for at pålægge myndigheder at indføre whistleblowerordninger ved lov. Udvalget anbefaler i stedet, at det i den enkelte myndighed overvejes, om det er hensigtsmæssig med en sådan ordning, og udvalget har opstillet nogle generelle retningslinjer.  
FTF anbefaler ikke, at alle myndigheder i den offentlige forvaltning ved lov pålægges at indføre whistleblowerordninger. Det skyldes dels, at de foreliggende erfaringer med sådanne ordninger i den offentlige forvaltning er forholdsvist sparsomme, ligesom de foreliggende evalueringsrapporter tegner et meget varierende billede, og dels at offentlige arbejdspladser er så forskellige. Bl.a. med hensyn til størrelse, typer af opgaver samt allerede eksisterende interne og eksterne kontrolstrukturer, hvilket skaber forskellige behov for at oprette supplerende indberetningskanaler. Derfor er det mest hensigtsmæssigt, at det vurderes konkret i samråd med de forskellige personalegrupper i myndigheden. 
FTF opfordrer fortsat arbejdsgivere og medarbejdere på de offentlige arbejdspladser til i fællesskab at overveje fordele og ulemper ved at have whistleblowerordninger på netop deres arbejdsplads. Og derudfra træffe en kvalificeret beslutning om at etablere whistleblowerordning eller ej.
Uanset, om der etableres whistleblowerordninger eller ej, er det helt afgørende, at de ansatte kan ytre sig om forholdene på arbejdspladsen, uden at risikere negative ansættelsesretlige ledelsesreaktioner, mener FTF.

Justitsminister Mette Frederiksen siger i en pressemeddelelse:
"Det er vigtigt i et demokratisk samfund, at de offentligt ansatte føler sig trygge ved at deltage i den brede debat, også uden at de skal frygte for karrieren. Jeg vil nu sende udvalgets anbefalinger i høring hos en bred kreds. Jeg ser frem til at modtage høringssvarene, så regeringen kan få relevante input til brug for vores videre overvejelser om, hvordan vi bedst muligt sikrer, at de offentlige ansatte kan bruge deres ytringsfrihed i praksis."
Bente Sorgenfrey glæder sig over betænkningen, og ser frem til nye initiativer, der beskytter ansattes ytringsfrihed bedre.
”Vi skal ikke vedtage whistleblowerordninger ved lov, men den slags ordninger er stadig en god idé, som jeg håber, mange offentlige arbejdspladser vil tage stilling til. Derudover kræver FTF fortsat, at der lovgives om bedre ansættelsesretlig beskyttelse af medarbejderne. Heldigvis har udvalget rykket sig på det punkt siden det forrige udvalgsarbejde i 2006”, siger hun.