7 mennesker mistede livet efter fald fra højden ved tagarbejde i 2020-2024.
Det er syv mennesker, der tog på arbejde og aldrig kom hjem igen.
Den nye rapport fra Ekspertgruppen for Arbejdsulykker sætter fokus på et af de mest alvorlige arbejdsmiljøproblemer i byggebranchen.
Rapporten viser, at faldulykker ved tagarbejde sjældent skyldes én enkelt fejl. Der er ofte tale om et samspil af flere faktorer: hård konkurrence om pris, regler som kan være vanskelige at omsætte i praksis, forkert anvendelse af tekniske hjælpemidler og manglende viden om sikkerhed og arbejdsmiljø.
Det bør give stof til eftertanke.
For hvis sikkerheden bliver presset i baggrunden i kampen om den laveste pris, er det medarbejdernes liv og helbred, der i sidste ende kan komme til at betale prisen.
Rapporten peger heldigvis også på løsningerne: en stærkere sikkerhedskultur, enklere og mere anvendelige regler, bedre løsninger til sikkert arbejde på tage og mere uddannelse i arbejdsmiljø og sikkerhed – både for dem, der udfører arbejdet, og for ledere og andre aktører på byggepladsen.
Det er positivt, at beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen nu har bedt Arbejdstilsynet følge op på anbefalingerne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter.
FH er klar til at tage del i det arbejde.
For rapporter skaber ikke i sig selv forandringer. Det gør den konkrete opfølgning og de løsninger, vi sammen får omsat til praksis på arbejdspladserne.
Sikkerheden skal prioriteres lige så højt som kvalitet, tid og økonomi.
Ingen opgave, tidsplan eller pris er vigtigere end, at mennesker kommer sikkert hjem fra arbejde.
Om rapporten
I januar 2024 blev der nedsat en ekspertgruppe, som fra 2024-2026 skal analysere og samle ny viden om forskellige emner, som kan være med til at forebygge alvorlige arbejdsulykker.
Ekspertgruppen peger på fire hovedanbefalinger, der skal styrke sikkerhedskulturen i byggebranchen. Målet er at fremme normer og adfærd, som understøtter sikkerhed og bidrager til at nedbringe antallet af ulykker, herunder faldulykker ved tagarbejde. Anbefalingerne er:
- Dannelse af en koalition af rollemodeller for fremtidens sikre byggebranche, der sætter retning for en stærkere sikkerhedskultur
- Forenkling af tagregler, så de bliver lettere at forstå og bruge som grundlag for at arbejde sikkert
- Nye løsninger og branchestandarder, som kan hjælpe virksomhederne med at arbejde sikkert ved tagarbejde
- Uddannelse i arbejdsmiljø og sikkerhed

