Det der overraskede mig mest, da jeg besøgte Villy og Johnny på slagteriet i Holsted?
Det larmede. Meget.
Et virvar af pakkemaskiner, samlebånd og kraner. Midt i det hele står Villy og Johnnys 325 kolleger og arbejder dagen lang.
Villy er tillidsrepræsentant, Johnny er arbejdsmiljørepræsentant, og sammen går de hver dag hele produktionskæden igennem.
“Nogle gange er ordrebogen fuld, når jeg er færdig”, siger Villy og peger på den lille notesblok, hvor han skriver kollegernes spørgsmål ned. For ham er det dem, der er det vigtigste.
Og Johnny holder øje med, at alle husker høreværn og andre værnemidler.
Og det virker. For selvom kollegerne står dagen lang og arbejder hårdt med skarpe knive og store maskiner, er der nærmest ingen ulykker, der er alvorlige nok til, at kollegaen ikke kan arbejde videre.
Og jeg skulle selv dukke mig og flytte mig flere gange for ikke at komme i vejen. For det går fantastisk hurtigt i hele produktionen.
Akkorden gør, at man nogle gange glemmer at sætte tempoet ned. Presser sig selv mere, end man behøver. For man vil ikke koste sine kolleger på lønsedlen ved at være for langsom.
Og over tid slider det.
Derfor går snakken i kantinen om pensionsalderen. Kan de holde til det? De laver grin med, at de skal have rollator med på arbejde, før de når i mål.
Det skal de kunne.
Derfor er Villy og Johnny så vigtige. De holder øje. De skriver ned. De sørger for trygheden – midt i larmen.