59 år gammel. 39 år som udlært bogbinder. 2 knæoperationer i vente. Sådan ser regnskabet ud for Bjarne Hartmann, fælles tillidsrepræsentant hos Stibo i Taastrup – en af Danmarks store trykkerivirksomheder, hvor maskinerne er på størrelse med en lille færge, og betongulvet vibrerer under fødderne hele dagen.
Bjarne arbejder på treholdsskift. Nat, aften, dag – i rotation.
Det slider på kroppen. Det slider på søvnen. Og det slider på familien. Fødderne brænder af betongulvet og slidgigten i knæene kalder på en operation. “Jeg kan holde det ved lige lidt endnu, fordi jeg cykler hver dag. Så venter vi lidt med operationerne,” sagde han til mig i går.
Hans læge er ikke i tvivl: 69 år er ikke realistisk. Pensionsalderen på papiret overstiger kroppens udløbsdato.
Det er den uretfærdighed, vi skal tage alvorligt. Pensionsalderen er lavet, som om alle lever og arbejder ens.
Det gør de ikke. En, der har kørt treholdsskift siden 1987, er ikke det samme som en, der har siddet bag et skrivebord. Kroppen ved det. Lægen ved det. Bjarne ved det.
Og uanset hvilken regering der tegner sig på Christiansborg, kæmper fagbevægelsen stadig for at rette op på det.
Tak til Bjarne og hans kollegaer for at åbne dørene hos Stibo og fortælle det, som det er. Og tak til Pelle Sværke Sommerlund og Mads Samsing fra HK for at tage turen med ud og lytte – de samtaler er præcis dem, vi skal have flere af.
