“Mafiametoder”, “Bøllemetoder” og “Afpresning”.

Det er nogle af de ord, jeg kan læse på sociale medier fra en håndfuld borgerlige politikere om fagbevægelsens brug af konflikt og sympatikonflikt.

Alt sammen på grund af en lovlig konflikt mod mælkeproducenten Davidsen Landbrug, som ikke vil indgå overenskomst med 3F.

Det er ganske enkelt forkert.

Konfliktretten er ikke en fejl i den danske model. Den er en del af den danske model!

Flemming h. grønsund

Konflikter, strejker, blokader og sympatikonflikter er ikke noget, fagbevægelsen har fundet på for at genere virksomheder. Det er lovlige og anerkendte redskaber – og en grundlæggende del af den danske model.

De samme redskaber har gennem generationer været med til at sikre løn under sygdom, pension, barsel, arbejdsmiljø, uddannelse og ordentlige løn- og arbejdsvilkår for almindelige lønmodtagere.

Men konfliktretten handler også om noget andet.

Den handler om at sikre, at virksomheder konkurrerer på kvalitet, produktivitet og innovation – ikke på lavere løn og dårligere vilkår.

Og den handler om, at når udenlandske medarbejdere kommer til Danmark for at arbejde, så skal det ske på danske løn- og arbejdsvilkår. Ikke på vilkår, der presser lønnen ned for alle andre. Det er en af grundene til, at Danmark har været langt bedre til at modvirke social dumping end mange andre lande.

Når politikere kalder disse redskaber for mafiametoder, angriber de derfor ikke kun fagbevægelsen. De angriber de spilleregler, som arbejdsmarkedets parter sammen har bygget op gennem mere end 125 år.

Den danske model bygger på en balance:

Arbejdsgiverne har retten til at lede og fordele arbejdet. Lønmodtagerne har retten til at organisere sig og – som sidste udvej – bruge kollektive kampskridt. Fjerner man den ene del af ligningen, fjerner man også balancen.

Så er det ikke længere arbejdsmarkedets parter, der finder løsningerne. Så flytter magten til Christiansborg, domstolene og embedsværket.

Det er værd at huske: Konfliktretten er ikke en fejl i den danske model. Den er en del af den danske model.

Konflikter, strejker, blokader og sympatikonflikter er ikke noget, fagbevægelsen har fundet på for at genere virksomheder. Det er lovlige og anerkendte redskaber – og en grundlæggende del af den danske model!

flemming h. grønsund

Derfor bliver det helt skævt, når nogle politikere fremstiller det som et problem, at fagbevægelsen bruger de redskaber, som både arbejdsgivere og lønmodtagere gennem generationer har anerkendt som legitime.

Man må gerne være uenig med fagbevægelsen.

Men som folkevalgt bør man som minimum kende forskel på mafia og den danske model.

For at undgå misforståelserne har FH lavet en Q&A om de helt lovlige redskaber i arbejdskonflikter:

Q&A

Hvorfor stopper en konflikt under en sag i Arbejdsretten?
Hvad er en faglig konflikt?
Hvad er en sympatikonflikt?
Hvorfor bruger fagbevægelsen konflikter?
Hvad er formålet med en sympatikonflikt? Og hvad er en sympatilockout?
Er konflikt og sympatikonflikt lovlige? Og hvor stammer de fra?
Er konflikt og sympatikonflikt accepteret af arbejdsgiverne?
Hvorfor accepterer arbejdsgiverne konfliktretten?
Hvordan hænger konflikt sammen med den danske model?
Hvorfor er konfliktretten vigtig?
Hvad betyder en sympatikonflikt for medlemmerne?
Kan en arbejdsgiver undgå konflikt ved at indgå en overenskomst?
Er konflikt et tegn på, at den danske model ikke virker?
Hvad ville der ske uden konfliktretten?
Hvad er forskellen på en konflikt og en strejke?
Hvorfor støtter fagforbund hinanden i konflikter?
Hvad skal man gøre som medlem, hvis ens arbejdsplads bliver berørt af en konflikt eller sympatikonflikt?
Hvorfor bliver konflikt og sympatikonflikt nogle gange kaldt bøllemetoder eller mafiametoder?
Hvad er en brancheoverenskomst?
Hvorfor kræve overenskomst med en virksomhed, der allerede har en overenskomst?