Der er indgået en treårig overenskomst for 200.000 ansatte på det statslige område med en økonomisk ramme på 8,7 procent.
Det fremgår af aftalen, der er præsenteret i Finansministeriet.
– Jeg er glad for, at vi har landet en rigtig god aftale inden for ansvarlige økonomiske rammer og gode vilkår, siger finansminister Nicolai Wammen (S) ved præsentationen af aftalen.
Fakta
Her kan du se de overenskomstforlig for statens medarbejdere, som i 2026 er indgået mellem finansminister Nicolai Wammen og henholdsvis Akademikerne (AC) og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU):
Aftalen omfatter også en fritvalgsordning, som man kender det fra det private arbejdsmarked, hvor den ansatte kan vælge mellem at omsætte en del af lønstigningen til enten løn, pension og flere fridage.
Derudover indeholder aftalen mulighed for at holde fri ved barnets tredje sygedag, ligesom den såkaldte hjemkaldelsesdag ikke tæller med som barnets første sygedag.
“Jeg er meget tilfreds med, at vi for første gang i mange år er lykkedes med at skabe stærkt forbedrede rammer for de ansattes arbejdsliv. Vi har aftalt et forlig med fokus på alle ansatte – børnefamilier, midtergruppen og seniorer.
Med forliget har vi taget hul på en nyskabelse, nemlig en særlig statslig fritvalgsordning. Ordningen giver den enkelte ansatte bedre mulighed for at vælge løsninger, der passer ind i forhold til arbejdslivet. Det håber jeg vi kan udbygge i fremtiden”, udtaler formanden for CFU, Gordon Ørskov Madsen.
I forliget er der aftalt generelle lønstigninger på 6,37 pct. Det giver en reallønsudvikling for alle ansatte. Herudover er der afsat betydelige midler til udviklingen af lønninger og andre vilkår i de enkelte overenskomster. Der er også prioriteret midler til Forsvaret, og der er aftalt en styrket ramme for den lokale løndannelse samt afsat penge hertil. Desuden er der aftalt en række forbedringer, bl.a. i forhold til at forebygge stress.
”Jeg er rigtig glad for, at vi også ved OK26 er lykkedes med at aftale en reallønsudvikling for alle, så vi kan få indhentet tabet af realløn ovenpå inflationsårene. Som led i den alvorlige sikkerhedspolitiske situation har vi også valgt at prioritere betydelige lønmidler til at forbedre mulighederne for at fastholde og rekruttere militært personel.
Jeg havde gerne set, at vi var nået endnu længere i forhold til at kunne forbedre arbejdsmiljøet i staten, men jeg er tilfreds med, at vi nu har aftalt styrkede rammer for samarbejdsudvalgenes arbejde samt videreførelse og udvikling af uddannelse af ledere i psykisk arbejdsmiljø”, slutter Gordon Ørskov Madsen.
Aftalen indeholder desuden et særskilt lønløft for militært personale i Forsvaret på 275 millioner kroner.
Det er penge, der bliver lagt oven i de aftalte lønstigninger i overenskomsten, og som ifølge Nicolai Wammen betyder, at soldaterne i gennemsnit får 18.000 kroner oven i deres årsløn.
Endelig er parterne også blevet enige om at afsætte 250 millioner til lokal løndannelse, ligesom der også bliver sat yderligere 190 millioner kroner af til Den Statslige Kompetencefond.
Nu, hvor aftalen for de statslige ansatte er på plads, er vejen banet for at sætte slutspurten ind i forhandlingerne på det kommunale område.
/ritzau






