Der var fuldt hus i FH’s store mødelokale i dag 12. december, da Fagbevægelsens Hovedorganisation og Lønmodtagernes AI-Panel præsentererede den nye rapport “Lønmodtagernes blik på AI og betydningen for fremtidens arbejdsliv”.
Rapporten samler et helt års dialog, erfaringer og refleksioner fra 10 lønmodtagere på tværs af brancher og giver konkrete anbefalinger til, hvordan kunstig intelligens skal udvikles og implementeres på danske arbejdspladser.
Rapporten har ét overordnet budskab: AI skal styrke arbejdslivet — ikke true det. “Som tillidsrepræsentant for mine kolleger ved jeg, at mange bliver utrygge, når de bliver bedt om at bruge ny teknologi, fordi ledelsen tror, det sparer tid! Det er ikke en holdbar måde at skabe motivation på. Det kræver tryghed og tillid til, at det kommer os alle sammen til gode”, siger Omar Delsuz fra AI-panelet.
Et år med lønmodtagernes stemme i centrum
Lønmodtagernes AI-Panel blev nedsat af FH for at sikre, at teknologien udvikles i øjenhøjde med dem, der allerede møder den i hverdagen. Panelet består af blandt andre socialpædagoger, lærere, rådgivere og designere — mennesker, der repræsenterer vidt forskellige arbejdsrealiteter, men fælles behov for tryghed, gennemsigtighed og indflydelse.
Paneldeltagerne har gennem året undersøgt centrale spørgsmål:
- Hvad skal der til for, at AI opleves som en hjælp og ikke en trussel?
- Hvordan sikrer vi, at kompetenceudvikling er for alle – ikke kun de mest teknisk stærke?
- Hvordan skaber vi beslutningsprocesser, hvor medarbejdere er med fra start?
Deres arbejde har udmøntet sig i fem anbefalingsspor om kompetencer, etik, inklusion, gennemsigtighed og et menneskeligt arbejdsliv.

Det drømmer AI-panelet om
- AI er en hjælper – aldrig en erstatning for mennesker.
- Teknologien frigør tid til det, der betyder noget: fordybelse, omsorg, kreativitet og kollegialt fællesskab.
- Alle – uanset baggrund – forstår og kan anvende AI.
- Digital dannelse, etik og gennemsigtighed er selvfølgeligheder.
- AI bruges til demokrati, ikke kontrol.
- Flere stemmer bliver hørt – også dem, der traditionelt overses.
- Teknologi udvikles med omtanke for klima, ressourcer og menneskers trivsel.
FH pejlemærker
- Kunstig intelligens skal fremme produktivitet og jobskabelse: AI skal bruges til at skabe nye muligheder, øge effektiviteten og styrke dansk økonomi.
- Kunstig intelligens skal styrke ligheden: Teknologien skal bidrage til mere lige adgang til viden, kompetencer og muligheder – ikke forstærke ulighed.
- Kunstig intelligens og et menneskeligt arbejdsliv skal gå hånd i hånd: AI må aldrig erstatte det menneskelige nærvær, men skal understøtte trivsel, faglighed og arbejdsglæde.
- Kunstig intelligens skal løfte hele arbejdsstyrken: Alle medarbejdere – uanset uddannelse, fag eller erfaring – skal have gavn af og adgang til teknologien.
- Kunstig intelligens skal styrke demokratiet: AI skal bruges gennemsigtigt og etisk, og fungere som et redskab, der giver flere mennesker en stemme.
FH ser AI som en stor mulighed – men understreger behovet for klare rammer, uddannelse og ansvarlig brug, så teknologien bliver et redskab til udvikling, ikke udhuling.
Det kan du allerede nu læse meget mere om i rapporten “Kunstig intelligens på det danske arbejdsmarked”.
