Uge 40 stod i ungdommens tegn for FH Hovedstaden og de københavnske fagforeninger.
Bevæbnet med kaffevogn og quiz om fagbevægelsen drog FH Hovedstaden og medlemsorganisationer fra FH Hovedstadens Lokaludvalg City ud på en række forskellige uddannelsessteder i Københavnsområdet bla. SOSU-H, KEA og Niels Brock.
LÆS OGSÅ: Find din fagforening på ok-mærket.dk
Formål med aktiviteterne var kort og godt at skabe rammerne for at komme i dialog med de unge omkring det danske arbejdsmarked, og hvad de kan bruge en fagforening til.
Der blev brygget god kaffe (naturligvis på overenskomst), og de lange køer til kaffevognen gav gode muligheder for dialog.
De unge var generelt meget nysgerrige på, hvad de kan bruge en fagforening til, og der tegnede sig blandt andet et billede af manglende viden om danske model, herunder regler og rettigheder.
Alt for mange fejl på lønsedlen
For eksempel fortalte flere unge om, at de ikke bliver betalt den løn, der står i kontrakten i forbindelse med deres fritidsjob, og at de føler sig alene, når de forsøger at italesætte det overfor deres chef.
For de fleste kom det som en overraskelse, at der ikke findes en lovbestemt mindsteløn i Danmark. Det kom også bag på flere unge, hvor mange lønmodtagere, der oplever ikke at få udbetalt den rigtige løn ved løntjek hos deres fagforening.
De mange samtaler og quiz gjorde de unge klogere, også blandt dem, der allerede er medlemmer. Det førte til nye indmeldelser i FH Hovedstadens medlemsorganisationer.
”Det var så hyggeligt at møde så mange søde unge mennesker. De er så åbne og nysgerrige. Fagbevægelsen kan godt kigge lyst på fremtiden, hvis vi bare møder de unge oftere.
Vi gør det helt sikkert igen en anden gang” siger Mia Skou Jørgensen, Formand for FH Hovedstadens lokaludvalg City
Udgifterne FH Hovedstadens oplysningskampagne var overkommelige og har på mange måder tjent sig selv ind.
“Vigtigheden af at gå i dialog med de unge og tage udgangspunkt i dét, som de oplever er vigtigt, står efter sådan en uge sole klart. Det bliver spændende at følge op på de nye indsigter i den fremtidige ungeindsats”, slutter Mia Skou Jørgensen.