Trods et væld af udfordringer gik embedsmændene i Finansministeriet på sommerferie med en god nyhed til danskerne: Der er markant flere gryn i statskassen, end man tidligere har regnet med. I kroner og ører er der tale om 16 milliarder. Det er i sig selv langt mere, end hvad selv de sorteste reformer fra Cepos’ bagkatalog kan levere. Den store forskel er, at denne opjustering ikke er skabt med pisk og lønmodtagerforringelser.
Den nye viden betyder også, at regeringen har skrevet sit regeringsgrundlag på et alt for pessimistisk grundlag. Det er ikke en skam at blive klogere, men den nye viden forpligter til at korrigere den kurs, man startede med at slå ind på. Derfor forventer jeg også, at regeringen lægger et langt mere visionært og ambitiøst snit i deres kommende 2030-plan.
Regeringens 2030-plan skal være en fremtidsplan for hele Danmark og ikke domineres af snævre interesser og perspektivløse skattelettelser.
Og ja, alle kan komme og kalde deres ønsker for ambitiøse. Der gik da heller ikke mange dage, før erhvervslivet gjorde sig til fader over de sunde offentlige finanser. Med kravet om skattelettelser i kølvandet. ”For at sikre konkurrenceevnen”, lød det. Det er ikke visionært på Danmarks vegne, men derimod udtryk for snævre kapitalinteresser.
Set med fagbevægelsens briller er der tre områder, som ikke er til at komme uden om i en kommende 2030-plan. Områder, der for alvor skal mærke, at det finanspolitiske manøvrerum er blevet styrket.
For det første skal vi sætte det store sejl op på uddannelsesområdet. Et bredt flertal i Folketinget aftalte før sommerferien en uddannelsesreform, der prioriterer flere midler til erhvervsskolerne og professionsuddannelserne. Det er et godt første skridt i den rigtige retning. Men vi skal videre. Vi skal have uddannelsesinstitutioner i verdensklasse og langt bedre rammer for efteruddannelse. Det er en milliardinvestering, vi skal gøre i fællesskabet. Og Folketinget med regeringen i spidsen skal derfor træde et skridt frem med finansiering på et niveau, der for alvor rykker. Jeg mener sådan set, at det vil være på sin plads med et reelt uddannelsesråderum.
For det andet skal vi gøre et helhjertet forsøg på at komme arbejdsrelateret sygdom til livs. Jeg bliver trist over det faktum, at dårligt arbejdsmiljø forårsager sygefravær svarende til 22.500 fuldtidspersoner årligt. Det skal vi bekæmpe, og fagbevægelsen skal og vil selvfølgelig gå forrest. Men der er også brug for solid og varig finansiering af partssamarbejdet, tilsyn og forskning på området. Vi skal investere stort, og det vil belønne både arbejdsgivere, lønmodtagere og statskassen på den lange bane.
For det tredje kommer vi ikke uden om klimaet. Udfordringen er ikke ny, og der er efterhånden bred enighed om, at platformen bogstaveligt talt brænder. Ud over CO2-afgifter kræver det store samfundsinvesteringer. Der er allerede en bred aftale om en grøn fond, men jeg mener, at vi skal reservere endnu mere af råderummet til formålet. Og så er det mig magtpålæggende at minde om, at den grønne omstilling ikke alene handler om teknologi – men også om kompetencer. Derfor skal det grønne råderum også bruges på uddannelse og kompetencer, så den grønne omstilling kan gennemføres ude i virkeligheden.
Og så har jeg ikke engang nævnt vores fælles velfærd endnu. Jeg ser det som en selvfølge, at der reserveres økonomiske ressourcer til, at vores velfærd styrkes og følger med tiden. For mig at se er det en bunden opgave, at vi har et velfungerende velfærdssamfund, der følger med samfundsudviklingen.
Regeringens 2030-plan skal være en fremtidsplan for hele Danmark og ikke domineres af snævre interesser og perspektivløse skattelettelser. Med et opjusteret råderum har vi en gylden mulighed for at skrue op for samfundsinvesteringerne helt uden selvpineri og gammeldags nedskæringsreformer. Det vil både være ansvarligt og ambitiøst i en tid, hvor vi har brug for at genfinde troen på en lys fremtid.
