Vi skal investere i uddannelse og velfærd, så vi kan få flere med i det arbejdende fællesskab og sikre et sammenhængende og succesfuldt samfund i fremtiden.
På trods af de udfordringer, vi har, skal vi glæde os over, at vi også har ressourcerne til at gøre noget ved det. Vores økonomi er bomstærk, rekordmange er i arbejde, og vi har en unik mulighed for at sikre, at Danmark også i fremtiden er et fantastisk sted at leve og arbejde. Men vi har en udfordring.
Vi mangler elektrikere, der kan installere ladestandere til vores elbiler, smede til at bygge vindmøller og vvs-montører og -teknikere til at installere varmepumper og ventilationsanlæg. Og hvem skal i fremtiden sørge for, at vores gamle mor kommer i bad på plejehjemmet, at vores børn bliver dannede og aktive medborgere, og at vores kære får hjælp og behandling på hospitalet? Vi mangler kolleger, så vi lykkes med den grønne omstilling og sikrer vores fremtidige velfærdssamfund.
Det er netop nu, vi har muligheden for at få flere med i det arbejdende fællesskab, og det skal vi udnytte. Hvordan løser vi det så? Er det ved at sænke ydelserne eller investere? Jeg tror på det sidste.
Flere kilder
Arbejdsudbuddet har etableret sig som et helligt begreb, og mange politikere bruger det som en politisk ledestjerne. Det betyder egentlig bare arbejdsstyrke: Den samlede kapacitet af mennesker og arbejdstimer til rådighed på arbejdsmarkedet. Problemet er, at begrebet er blevet afgrænset til det, som de økonomiske ministerier er i stand til at regne på. Der er flere helt oplagte kilder til at hæve arbejdsudbuddet, som er usynlige i regnemodellerne, men som står og blinker lige for snuden af os. Lad mig bare nævne tre:
FOR DET FØRSTE har en stor del af arbejdsstyrken aldrig fået en uddannelse. Der er ca. 640.000 ufaglærte personer mellem 30 og 65 år, hvor kun 2 ud af 3 står til rådighed for arbejdsmarkedet. Blandt dem er ca. 75.000 enten i støttet beskæftigelse eller ledige. Selvfølgelig skal alle ikke nødvendigvis have en uddannelse. Men jeg mener, at vi skal sætte alle sejl ind på, at flere ufaglærte kommer ind i arbejdsstyrken og får bedre fodfæste på arbejdsmarkedet. Her er uddannelse og opkvalificering vores supervåben. Vi har i FH beregnet, der ligger et potentiale på over 60.000 personer i arbejdsudbud på den konto.
FOR DET ANDET er vi nødt til at tale om, hvor meget arbejdskraft der går tabt pga. sygdom. De sørgelige fakta står i kø: Depression forårsager 3 mio. sygedage om året, svarende til 13.000 fuldtidsårsværk. Og dårligt arbejdsmiljø forårsager 28 pct. af det samlede sygefravær, svarende til 22.500 fuldtidspersoner. Det er først og fremmest trist for den enkelte. Men det afspejler også et stort potentiale for samfundet, hvis vi kan modvirke det.
FOR DET TREDJE vil jeg fremhæve de 42.000 unge under 25 uden job eller uddannelse. Et tal, der er endnu større, hvis vi definerer gruppen op til 30 år. Jeg bliver trist over, at vi i Danmark har unge mennesker, som er overladt til sig selv. De skal opleve en oprigtig indsats fra samfundet. Og tro mig – de har ikke brug for ydelsesreduktioner eller topskattelettelser.
Og så har vi ikke engang talt om det store potentiale, der ligger i en virksom seniorpolitik, der formår at fastholde flere seniorers tilknytning til arbejdsmarkedet. Her er der også store potentialer at hente.
Forløses med investeringer
For mig taler potentialerne sit tydelige sprog. Måske ikke et sprog, som regnemodellerne forstår, men et sprog, der kalder på politisk mod og ambitioner.
Corona-, energi- og inflationskrise. De seneste år har været domineret af kortsigtet krisehåndtering, men hvordan sikrer vi et stærkere og mere modstandsdygtigt Danmark på lang sigt? Det vil en række aktører svare på i denne sommerserie
I fagbevægelsen har vi lavet ambitiøse reformer og aftaler med arbejdsgiverne om at øge arbejdsudbuddet, længe inden Finansministeriets regneprincipper med netop dét fokus blev etableret. Men desværre har de seneste årtier indsnævret reformbegrebet til at være en regnearksøvelse, hvor politikerne alt for ofte kun fokuserer på de tiltag, regnemodellerne allerede er indstillet på og formår at fange. Det er både fattigt og visionsløst at begrænse sig til det og har resulteret i, velfærden er blevet nedprioriteret, og uligheden er steget.
Hvis vi tør at investere i vores potentiale, kan vi slå flere fluer med ét smæk. For det første viser alle undersøgelser, at vi mennesker generelt er gladere og sundere, når vi har et arbejde og er en del af et fællesskab. Så i stedet for at lade mennesker hænge udenfor arbejdsmarkedet uden uddannelse eller nøle, når det kommer til at nedbringe sygedage, så skal vi investere i at sikre, at de bliver en del af det arbejdende fællesskab.
Det sikrer både det arbejdsudbud, som er så omtalt for tiden, men det giver også en masse livskvalitet til de mennesker, det handler om. Det er da almindelig sund fornuft.