Et af det amerikanske rockband Guns N’ Roses’ største hits hedder ’Welcome to the jungle’. Og 24-årige Farah Nasser Oueiti oplever det danske arbejdsmarked som netop en jungle.

En jungle, hvor hun ikke er særlig velkommen.

Hun fortæller ellers begejstret om den professionsbachelor-eksamen som designteknolog, hun fik i december 2021. I to år pendlede hun til Herning og siden læste hun halvandet år hjemme i Aarhus. Fuld fart på livet. Gode karakterer. Drømme om et spændende arbejdsliv og rockmusik i ørerne.

Jeg møder 100 procent en masse modstand i min jobsøgning på grund af mit navn og mit tørklæde

Farah nasser oueiti

”Jeg vil gerne arbejde som klassisk designer i en virksomhed og være inde over hele produktionen. Eller arbejde med kostumer på et teater, fordi jeg er vild med storytelling. Men dybest set kan jeg både det kreative og business-delen, så jeg søger job meget bredt og over hele landet. Jeg flytter hellere end gerne til København for at få arbejde,” siger hun.

Problemet er bare, at Farah Nasser Oueiti ikke kommer til jobsamtaler.

”Faktisk har jeg ikke været til en eneste jobsamtale, selvom jeg har søgt cirka 50 jobs. Jeg får de klassiske afslag om, at arbejdsgiveren er gået videre med en ansøger med mere erfaring eller en anden profil,” siger hun.

”Afslag efter afslag på jobansøgninger er ikke fedt! Jeg var godt klar over, at jeg som nyuddannet og uerfaren skulle kæmpe for at få et arbejde, men jeg havde alligevel ikke troet, at jeg havnede nederst i bunken hver eneste gang”, fortæller hun.

”Det er en underlig start på mit arbejdsliv og føles som at gå fra alt til ingenting. Fra at være i fuld gang med bachelor-uddannelse til at være arbejdsløs,” siger Farah Nasser Oueiti, der har palæstinensiske rødder, men er født og opvokset i Danmark.

Farah Nasser Oueiti var hurtig til at sige ja tak, da Teknikernes A-kasse i foråret tilbød hende at begynde på et trainee-forløb i Aarhus. Sammen med 24 andre designteknologer, fødevareteknologer og andre ledige dimittender med tekniske uddannelser begyndte hun på et seks ugers intensivt forløb. Med fællesmøder, individuelle coaching-samtaler og en grundig gennemgang af CV og jobansøgninger.

”Trainee-forløbet gav mig modet tilbage på et tidspunkt, hvor jeg synes, at det var svært at komme videre,” fastslår hun. Blandt andet er hendes CV nu skrevet om, og hun ringer rundt til bunker af virksomheder, så de kan høre, at hun vitterlig er flydende på dansk og ovenikøbet med aarhusiansk accent.

”Jeg møder 100 procent en masse modstand i min jobsøgning på grund af mit navn og mit tørklæde,” noterer hun.

På trainee-forløbet har hun fået nyttige fif til, hvordan hun som kvinde med indvandrerbaggrund kan trænge igennem til arbejdsgiverne.

”Mine jobansøgninger rammer mere plet i dag. Jeg har fået selvtilliden tilbage og er igen begyndt at tro på, at det nok skal lykkes at få et arbejde. Nu har jeg været jobløs et stykke tid, og vil bare gerne have hul igennem til en arbejdsgiver. Ligesom alle andre dimittender vil jeg i gang hurtigst muligt,” siger hun.

Farah Nasser Oueiti har også brugt trainee-forløbet til mere metodisk at opbygge og bruge netværk. Hun har netop arbejdet to uger på en systue i Horsens, og det korte job fandt hun via en gammel kontakt. 

Og nu er hun i virksomhedspraktik i en tegneseriebutik i Aarhus Midtby. Der får hun ikke alle sine faglige kompetencer i spil, men hun får kontakter og erfaring.

”Der må gerne snart ske noget, så jeg siger ja til alt, hvad der bare har en flig af relevans. Trainee-forløbet har betydet, at jeg er mere udfarende end tidligere. Samtidig har jeg lært A-kassen og Teknisk Landsforbund godt at kende, og jeg vil bruge dem meget mere aktivt fremover til at hjælpe mig,” siger hun.

Farah Nasser Oueiti retter på den skotskternede nederdel, som hun har fundet i en genbrugsbutik. Guns N’ Roses t-shirten er også genbrug. I det hele taget sværger hun til at mixe nyt og gammelt og demonstrerer både bæredygtighed og kulturel mangfoldighed.

Også på den måde mener hun, at hun kan bidrage med noget i nogle af de danske virksomheder, der i hvert fald på papiret hylder diversitet.

”Jeg spekulerer meget over, hvorfor jeg som designteknolog med en udmærket eksamen ikke er attraktiv for virksomhederne. Nu er det ikke sjovt længere at gå ledig,” siger hun og henviser til, at der er gang i beskæftigelsen og rekordlav ledighed. 

Flere andre dimittender på trainee-forløbet har allerede fået job eller vikariater, og for Teknikernes A-kasse har det været så stor en succes, at det bliver tilbudt i København til efteråret.

”Jeg krydser fingre for, at jeg har fået fast arbejde som designteknolog til den tid,” konstaterer Farah Nasser Oueiti. Og for hendes vedkommende er trainee-forløbet da heller ikke slut endnu. Den ansvarlige sagsbehandler i Teknikernes A-kasse, Jakob Kragh Christensen, følger løbende op på, hvor hun er i sit arbejdsliv og er overbevist om, at hun nok skal lande et job.