Tre måneder som jobsøgende var ved at tage modet fra den nyuddannede pædagog Christian Hansen. Da bachelor-eksamenen i pædagogik på professionshøjskolen Absalon i Slagelse var vel overstået i juni, ville den 28-årige pædagog allerhelst afprøve sin faglighed så hurtigt som muligt.
”Men jeg søgte job uden held, og det var ikke særlig fedt. Først da en jobvejleder fra BUPL’s a-kasse kontaktede mig og tog affære, fik jeg hul igennem til arbejdsmarkedet,” siger han.
Lige siden trainee-ordningen så dagens lys i 2013, har pædagogernes fagforbund BUPL og a-kassen BUPL-A hvert år iværksat flere hundrede forløb, hvor ledige dimittender får en hjælpende hånd. Enten med virksomhedspraktik, jobrotation eller med et fagrelevant kursus, der lige giver den ekstra kompetence til at åbne dørene til en arbejdsplads.
FAKTA: Ny serie
I en ny serie følger vi en række nyuddannede unge, som har fundet en vej ind på arbejdsmarkedet gennem den såkaldte trainee-ordning. En gang om måneden frem til august 2021 vil vi møde en ny ung, nyuddannet.
Ansat på fuld tid
I dag hjælper Christian Hansen børnene med at få flyverdragterne på i daginstitutionen Æblehaven i Høje Taastrup.
Han er ansat på fuld tid og nu også ansvarlig for at køre et nyt to-sproget barn ind i børnehaven. Det er en lærerig udfordring, når forældrene ikke taler dansk, noterer han.
”Jeg er rigtig glad for arbejdet, og det er en fed institution for både børn, forældre og os medarbejdere. Det er tankevækkende, at jeg ikke var havnet her uden trainee-ordningen og en engageret jobvejleder fra min a-kasse,” siger han.
I uge to kom lederen med jobtilbud
Det var jobvejleder Anja Nysten Boesen fra BUPL-A, der foreslog institutionslederen i Høje Taastrup at tage Christian Hansen i virksomhedspraktik to uger.
”Institutionen havde to ledige job men var ikke vilde med at ansætte en nyuddannet pædagog uden erhvervserfaring. Lederen havde tænkt sig at kontakte et vikarbureau – så det var belejligt, at vi ringede. Vi foreslog en trainee-indsats med praktik i to uger, så institutionen kunne se ham an,” siger Anja Nysten.
Lederen opdagede hurtigt, at Christian Hansen gik aktivt og ansvarligt til det jobbet.
”Allerede i min anden uge spurgte lederen, om jeg ville have et vikariat frem til årsskiftet. Jeg sagde ta tak, og har siden søgt og fået et barselsvikariat hele næste år,” siger han og tilføjer, at han også fik tæt sparring på sin jobansøgning af jobvejlederen i BUPL-A.
FAKTA: Trainee-ordningen
Et trainee-forløb består typisk af en kombination af fagrelevant kursus og opkvalificering samt virksomhedspraktik eller jobrotation.
Den nuværende trainee-ordning er en aftale mellem beskæftigelsesministeriet, Fagbevægelsens Hovedorganisation og Akademikerne. Den løber foreløbig til udgangen af 2021.
I FH er forbundene BUPL, HK, PROSA, Socialpædagogerne, Teknisk Landsforbund, Kost og Ernæringsforbundet, Socialrådgiverne og Psykomotoriske Terapeuter med.
Trainee-ordningen har siden 2013 hjulpet ledige dimittender med mellemlange og lange uddannelser i job.
En murbrækker
Trainee-ordningen er ifølge Christian Hansen en murbrækker i forhold til at komme indenfor på arbejdsmarkedet.
”Lige nu er en af mine gamle studiekammerater også ansat i Æblehaven. Og jobvejlederen har fundet en dimittend mere, der snart begynder. Man kan roligt sige, at Anja kører med klatten og får mange ledige pædagoger i arbejde,” griner han.
Christian Hansen bor i Slagelse og med offentlig transport tager det ham mindst en time og ofte to at komme på arbejde.
”Da jeg søgte job, var min radius til Roskilde, fordi min transporttid ikke måtte blive for lang. Jeg havde aldrig opdaget jobmuligheder i Høje Taastrup uden indsatsen fra BUPL,” fastslår han.
BUPL og BUPL-A iværksætter hvert år flere hundrede trainee-forløb. De nyuddannede dimittender er i konkurrence med andre ledige med pædagogisk arbejdserfaring – og kurserne har derfor bidraget til, at dimittenderne har noget ekstra at tilbyde arbejdspladserne som kompensation for den manglende erhvervserfaring.
Slagelse Kommune er en af syv kommuner, der er med i et forsøg i pædagogernes a-kasse. BUPL-A prioriterer jobformidlingsindsatsen for ledige pædagoger i forsøgskommunerne, anfører jobvejlederen.