Selvom der skal ekstraordinære begivenheder til at minde os om det, så er det i virkeligheden vores liv i hverdagen, der gør, at vi stråler, når Tour-feltet ruller forbi. Fællesskabet er vores DNA, og det er vores evne til at samarbejde, der gør, at hele verden kigger på os med misundelse.

Vores evne til at række ud efter hinanden på kryds og tværs af livsanskuelser, sociale tilhørsforhold og kulturer trækker tråde langt mere end 100 år tilbage i historien. Og den har resulteret i, at vi fx har et arbejdsmarked og en konkurrenceevne i verdensklasse. Et samfund hvor flest muligt kan realisere sit talent. Det er et privilegium at blive født i Danmark.

Sorte skyer i horisonten

For mig er sommerferien et livsnødvendigt åndehul, hvor man puster ud og har ro til at tænke over fremtiden. Men jeg er næppe den eneste, der i øjeblikket går rundt med en følelse af, at den blå sommerhimmel hurtigt kan blive afløst af sorte skyer. Krig i Europa, galopperende priser og i det hele taget store forandringer i verden omkring os.

Herhjemme bekymrer det mig også, at vi visse steder i vores samfund oplever en vaklende loyalitet overfor fællesskabet.  På Christiansborg ser vi en foruroligende tendens til, at folketingsmedlemmer vender deres partier ryggen.  I skrivende stund repræsenterer omkring 30 folketingsmedlemmer ikke længere det et parti, de blev valgt ind for.

Og på arbejdsmarkedet oplever vi, at færre lønmodtagere er medlem af den fagforening, der står vagt om deres løn- og arbejdsvilkår, og som er overenskomstbærende. I virkeligheden er det et symptom på den samme tendens i tiden. En tvivl på om fællesskabet nu også er der, når man har brug for det.

Konsekvenser er der allerede nu

Den vigende opbakning betyder i praksis, at det er sværere at komme overens om store beslutninger. På arbejdsmarkedet ser vi områder, hvor hverken lønmodtagere eller arbejdsgivere organiserer sig. Medarbejderne betaler prisen i form af dårlige arbejdsvilkår, og i sidste ende rammer det produktiviteten pga. manglende motivation og mistillid.

Heldigvis er det danske arbejdsmarked over en bred kam dækket af overenskomster. For det store flertal er lønmodtagere og arbejdsgivere således blevet enige om løn, ferie, barsel, tillæg, pension osv. Men vi er desværre også nået der til, at kun halvdelen af lønmodtagerne bidrager til aftalerne i form af et fagforeningsmedlemskab hos en overenskomstbærende fagforening.

Det siger sig selv, at det ikke holder i længden. Hvis parterne ikke er organiserede, kan vi vinke farvel til de ordnede forhold.

De brede aftaler skal bære de tungeste søjler

Både når det handler om politik og arbejdsmarkedet, hviler den danske model på en grundpræmis om, at en aftale er en aftale. Det er den aftalekultur, der har skabt historiske politiske forlig – senest i form af det nationale kompromis om sikkerhed.

Og det er den samme aftalekultur, der hele tiden smører tandhjulene på arbejdsmarkedet, så overenskomsterne tager hensyn til både lønmodtagerne og arbejdsgiverne. Selvom deres interesser i udgangspunktet kan være modstridende.

Udover den forfærdelige krig står vi overfor en aktuel inflationskrise, der risikerer at blive til et større økonomisk tilbageslag. Og vi står midt i en klimakrise, som fører til store forandringer. Derfor er det så vigtigt at indgå brede aftaler på Christiansborg og på arbejdsmarkedet. De er nøglen til, at alle komme helskindet igennem. Det er jeg fuldstændig overbevist om.

Lad os investere i den danske model – selvom vi er uenige

Derfor vil jeg også opfordre til, at vi i fællesskab slår ring om den danske model. For kun ved at pleje og styrke aftalekulturen kan vi træde trygt ind i fremtiden sammen. Konkret ønsker jeg mig, at alle partierne på Christiansborg bliver bevidst om værdien ved den danske model. Og i højere grad har politiske ambitioner om at styrke og vedligeholde den.

Desværre oplever jeg i stigende grad en fjendsk stemning overfor vores eksistens. Nogle partier ønsker fx fagforeningsfradraget afskaffet. I det ligger der en grundlæggende underkendelse af vores bidrag til samfundet. Til jer vil jeg sige: Hvis ikke vi skal aftale løn- og arbejdsvilkår, hvem skal så? Pilen peger på jer selv, kære venner. Vi kan være politisk uenige, men derfor skal vi stadig anerkende hinanden.

Vi har i FH for nylig givet vores bud på, hvordan man kan styrke den danske model. Det betyder ikke, at vi kender hele svaret. Og det står øverst på vores egen dagsorden at tage ansvaret på os og styrke organiseringen. Men det er i alles interesse, at vi skaber de bedste rammer for den danske model.

Så kære politikere. På trods af uenigheder skal vi styrke fællesskabet og den danske aftalekultur. Vi skal styrke den danske model, og det håber jeg, I alle vil bidrage til. Som samfund har vi ikke råd til at lade være. Selv vil vi gå forrest i kampen.

indlægget er bragt i Børsen d. 13. juli 2022