Er tænketanken Cepos stoppet med at tænke?

Fagbevægelsen arbejder for et mere lige samfund uanset regeringens farve. Det er hjerteblod, og det tror jeg, hverken den nuværende eller tidligere regering er i tvivl om.

På Lønmodtagerens Topmøde sidste år, hvor statsminister Mette Frederiksen deltog slog vi fast med syvtommersøm, at tiden er løbet fra de gammeldags reformer under overskriften: ’Reformer skal ikke gøre folk fattigere.’

Vi fremlagde samtidig et storstilet reformkatalog med andengenerationsreformer, hvor vi foreslog det som CEPOS ikke vil anerkende, som rigtige reformer. Nemlig at vi løfter folk og skaber flere job og mere lighed i stedet for at gøre dem fattigere.

Fx ved at hjælpe de 600.000 danskere, som har svært ved at læse og skrive.

Lighed uanset regeringens farve

Så vi går ind for mere lighed uanset regeringens farve, men jeg kommer ikke til at hoppe ombord i Cepos banale præmis for at føre kampagne mod os: At vi skal være et heppekor, der kun skruer op og ned for klapsalverne alt efter Finansministeriets ulighedsberegninger. Uden at se dybere i den politik, der rent faktisk gennemføres. Det er mildt sagt at undervurdere os.

Det kommer dog ikke bag på mig.

For det er sådan, Cepos selv bedriver det, de kalder en tænketank.

Her er det kun arbejdsudbuddet, der er ledestjernen. Hvis et forslag giver plus på arbejdsudbudskontoen, er der klapsalver fra Cepos. Ellers ikke. Og den eneste måde at få et større arbejdsudbud er at sænke skatten for Cepos’ velhavende bagland. Og sænke ydelserne for dem, som har lidt. Ellers er det ikke en rigtig reform.  

Lønmodtagervenlig politik

I fagbevægelsen ser vi på den politik, der bliver gennemført. Og her må jeg bare konstatere, at der med lønmodtagerbriller er sket et paradigmeskifte: Arne-pensionen, massive investeringer i uddannelse og bedre dagpengedækning de første tre måneder.

Det er politik, der kommer de mange til gavn. Det er lønmodtagervenlig politik.

Når Finansministeriet skønner, at regeringens politik øger uligheden, så ligger djævlen i detaljen. Det er det brede forlig om højere tobaksafgift, der tipper beregningen fra minus til plus.

Og helt ærligt:

Det er da en god idé at gøre det dyrere at gøre skade på sit helbred. Det bør selv Cepos kunne se. Og hvis det fører til flere rygestop, så falder uligheden faktisk, det er bare ikke regnet med. Finansministeriets skøn over uligheden er derfor næppe et udtryk for effekterne ude i den virkelige verden.

Da vi i fagbevægelsen foreslog et ulighedsstop i 2018, så var en af begrundelserne netop, at ’den kortest uddannede fjerdedel af befolkningen i snit lever fem år kortere end den længst uddannede fjerdedel af befolkningen.’

Vi førte kampagne, fordi uligheden rent faktisk steg ude i virkeligheden målt på levealder, antallet af fattige børn og indkomstfordeling. Og det skete, fordi politikken var skæv.

Skattelettelser i toppen og lavere ydelser i bunden kunne aflæses i ulighedsstatistikkerne.

Det var en anden politisk kurs end i dag. Og det tror jeg sådan set, at den tidligere regering vil give mig ret i.

Betyder det så, at vi ikke længere er bekymrede for stigende ulighed? På ingen måde. Der er stadig et brændende behov for en ny reformkurs, hvor vi uddanner vores unge bedre, og øger kompetenceniveauet og produktiviteten.

Regeringen har klart signaleret, at de er klar til at se på såkaldte andengenerationsreformer, når de næste reformpakker bliver lagt frem.

Tænk hvis CEPOS tænkte nye tanker

Og det har vi i den grad tænkt os at holde dem fast på.

Cepos bør i fremtiden bruge mindre tid på politiske drillerier mod os i fagbevægelsen. Tænk hvis Cepos meldte sig ind i samfundsdebatten om andengenerationsreformer og kom med et forslag, der ikke tog fra dem, som har mindst, men løftede dem op.

Tænk hvis Cepos tænkte nye tanker – som en tænketank. 

Ovenstående indlæg er bragt i Berlingske mandag d. 28. februar 2022 i en kortere version.