Siden midten af 80’erne kunne britiske arbejdstageres rettigheder lige så godt være skrevet med det kul, størstedelen af dem gravede ud af minerne.
For Thatchers jernnæve tværede dem så grundigt ud, at det stadig er noget, folk taler om, og som aviserne stadig holder af at skrive om på mærkedage.
Dog vel at mærke ofte uden at nævne navnet på den anden hovedperson i konflikten. Arthur Scargill hedder den mand, som mange i dag helst ikke vil sættes i forbindelse med.
For ikke så længe siden blev hans kontrafej dog kort vist i tredje sæson af streaming-serien The Crown.
Episoden hedder forvirring – af helt andre årsager, men handler blandt andet også om en strejke blandt minearbejdere i 1972 – ledet af Arthur Scargill. Til historien om de britiske arbejdstagerrettigheder ville ”Skisma” nok være mere en mere passende titel.
Mens Scargill i sin ungdom stod øverst på barrikaderne i nogle af de største konflikter i Storbritannien og Europa, står han i dag så langt væk, at han er blevet nødt til at oprette et ringhjørne til sig selv. Der står han så og foragter, fornægter og fnyser.
Forkullede løfter
– Brexit er en god mulighed for at genopbygge Storbritannien og genåbne kulminerne, sagde han til netavisen Wales Online i 2017.
Og i efteråret holdt han en tale, hvor han fejlagtigt påstod, at britiske arbejdstagere i forvejen allerede havde de rettigheder, som EU ifølge Scargill tager æren for.
– I kulminernes storhedstid var arbejdspladserne store. Minerne havde flere tusind ansatte. Det gjorde det let for fagbevægelsen at organisere arbejdstagerne, og fagbevægelsen var stærk, fortæller Peter James Stark, dansk brite og selvstændig politisk rådgiver med en fortid i HK.
Det er blandt andet også det billede, der bliver vist i The Crown. I de tidlige 70’ere – samtidig med, at Storbritannien ligesom Danmark tilsluttede sig det daværende EF, strejkede minearbejderne for at få en lønforhøjelse.
Minearbejderne havde gennem flere år været blandt de højest lønnede arbejdstagere i landet, men lønningerne var blevet udhulet af inflation. Strejkerne var hårde og omfattende og endte med en sejr til fagbevægelsen, som hurtigt blev døbt ”a victory of violence” af det konservative kabinet.
Fagbevægelsen blev fjenden
Den linje og modstand mod fagbevægelsen blev videreført af premierminister Margaret Thatcher. Hun kaldte fagforeningsmedlemmer for ”den indre fjende” og det blev især udtalt under minearbejdernes strejke i 1984, hvor Arthur Scargill i mellemtiden var blevet formand for minearbejdernes forbund NUM – National Union of Mineworkers.
– Thatcher gik politisk efter fagbevægelsen og dens indflydelse. Det politiske og juridiske system var ikke indrettet til at give fagbevægelsen den samme store rolle og relevans, som fagbevægelsen i Danmark har. Det har været en ideologisk svær position at drive fagbevægelse fra, siger Peter James Stark.
Formålet med strejken var at forhindre Thatchers lukning af flere dengang statsejede kulminer, hvilket ville koste mindst 20.000 minearbejdere deres levebrød. Konflikten stod på i et år. Politiet blev sat ind mod fagbevægelsen. Fem minearbejdere blev dræbt og over 11.000 blev sårede. Det blev et afgørende vendepunkt for hele Storbritanniens arbejdsmarked.
Arbejdsgiverne modsatte sig kollektive aftaler
Thatcher vandt, og fagbevægelsen blev splittet ikke kun i holdninger, men også i nye grupperinger. Scargill blev stærkt kritiseret blandt sine egne både under og efter konflikten. De mest venligt stemte lod sig nøje med at anklage ham for timingen af konflikten, mens andre direkte gav ham ansvaret for den fortsatte lukning af kulminer, som fulgte i årene efter – og dermed indirekte også ansvaret for svækkelsen af fagbevægelsen. NUM har efterfølgende også af forskellige årsager lagt en kold og klar afstand til Scargill.
Ifølge Peter James Stark er det aldrig rigtig lykkedes fagbevægelsen at genvinde sin styrke efter slaget.
– Fagbevægelsen repræsenterer de medlemmer, den har. Og når mange medlemmer forlader skuden, er der kun de meget aktivistiske og ekstreme tilbage. Det er min påstand, at man så også bliver mindre relevant for arbejdsmarkedet, men arbejdsgiversiden har også været rigtig hård og modsat sig kollektive aftaler. siger han.
Det indre marked blev mulighedernes marked
Mens minearbejderne forgæves kæmpede for at opretholde deres løn og deres arbejdspladser, var det indre marked blevet en mulighed for mange arbejdstagere for at få arbejde uden for landets grænser og tage den sociale sikring med sig.
– Mange briter – især håndværkere, rejste til Tyskland for at opbygge tysk infrastruktur og tyske skoler. Det er en udbredt opfattelse, at Storbritannien kun var et modtagerland. Det gik også den anden vej.
Og arbejdsgiverne var også positive stemt over for det indre marked og den vandrende arbejdskraft, som de også nød godt af, siger Peter James Stark, som dermed også sætter fingeren på en væsentlig forskel mellem Danmark og Storbritannien i den henseende.
– Ved østudvidelsen satte Danmark et loft over, hvor mange der måtte komme. Det gjorde man ikke i Storbritannien, og der kom op mod 700.000 østeuropæere, der arbejdede inden for servicesektoren – som var blevet en af de største sektorer, da industrien ikke længere var det.
Når der kommer så mange på en gang, kan det ikke undgå at skabe sprækker i systemet, som de britiske arbejdstagere i høj grad oplevede gik ud over dem.
Arbejdsmiljøregler blev latterliggjort
Fagbevægelsen var også af naturlige årsager meget optaget af EU som en løftestang.
– Forum shopping (udvælgelse af den mest gunstige lovgivning, red.) har ofte en negativ klang. Men alle gør det jo. Den britiske fagbevægelse har i høj grad brugt EU til at føre eller fremme en sag. Så når brexit bliver en realitet, og EU-domstolen ikke længere har bemyndigelse i Storbritannien, får den brug for en ny strategi til at varetage sine interesser, siger Peter James Stark og fortsætter:
– Arbejdstagerne har nydt godt af den beskyttelse, de har opnået gennem EU. De ville ikke have haft den, hvis ikke EU havde ført an. Det gælder blandt andet i forhold til arbejdstid, hvor der næsten ikke var nogen regler. Det gælder også barsels- og arbejdsmiljøregler.
Det er derfor, at arbejdsgiverne aldrig rigtig har brudt sig om den del af EU.
– Arbejdsmiljøregler fra EU har altid været genstand for kritik af de britiske arbejdsgivere. Man har latterliggjort nogle af de tiltag, der er kommet, og tabloidpressen har i den grad også muntret sig over det. Det er blevet set som en manifestation over bureaukratiet fra Bruxelles, siger Peter James Stark.
Ingen forandring men alligevel en stor fare
Premierminister Theresa May lovede i sin tid TUC – den britiske pendant til FH, at arbejdstagerrettigheder opnået via EU vil blive indført i national lovgivning efter brexit.
– Der er ikke noget lovgivning, der bliver rullet tilbage, så de opnåede rettigheder består, men eftersom det nu er op til det britiske parlament med et stor konservativt flertal, kan det let ændre sig, siger Peter James Stark.
Senest i efteråret afslørede et læk, at nuværende premierminister Boris Johnson efter al sandsynlighed ikke har nogle planer om at sikre arbejdstagerne.
– Arbejdsgiverne har været irriterede over reglerne om arbejdstid og barsel, så der er et kæmpepres for at komme af med dem. Og selv om Johnson efter lækket har givet lovning på en såkaldt ”employment bill” – en beskæftigelsespakke, for at sikre arbejdstagerne, skal man huske, at han er god til spin.
Så der er en reel frygt for deregulering, siger Peter James Stark, og minder om, at Boris Johnson har et helt år til at finde ud af, hvad og hvor meget, beskæftigelsespakken skal indeholde.
Lovløs fremtid
– Så indtil videre er det kun tomme ord. Og alt, hvad der kommer fra EU fra nu af, får britiske arbejdstagere ikke gavn af – eksempelvis implementering af den sociale søjle, og rettigheder til arbejdere på platforme og andre løsarbejdere. Nultimekontrakter er i stor vækst i Storbritannien. Uligheden er steget markant i de seneste årtier.
Der er ingen kollektive aftaler, der er en konservativ højreorienteret regering, og rettighederne fra EU har ingen rodfæstelse, så de britiske arbejdstagere står i en penibel situation, og det er rigtig trist for dem, siger Peter James Stark.
Næste skridt er, at EU og Storbritannien skal blive enige om en såkaldt ”level playing field” – som måske bedst kan oversættes til en harmoniseret lovramme, der skal sikre, at Storbritannien ikke underbyder EU på arbejdstagerrettigheder og vilkår.
Den britiske regering har allerede gjort meget klart, at den ikke har den store interesse i at sikre ensartede rettigheder.
TUC’s liste over rettigheder opnået via EU
• Seks millioner arbejdstagere fik nye eller forbedrede rettigheder til betalt ferie (to millioner af dem havde ikke tidligere betalt ferie).
• Cirka 400.000 deltidsansatte, de fleste af dem kvinder, opnåede bedre løn og betingelser, da der blev indført ligebehandlingsrettigheder.
• Juridiske sager har ført til, at kvinder har været i stand til at udfordre ulige lønninger på arbejdspladser, hvor mænd og kvinder var koncentreret i forskellige typer job.
• Nogle vikarer fik lønforhøjelse og forbedrede ferierettigheder; og mange arbejdstagere på tidsbegrænsede kontrakter fik større jobsikkerhed som et resultat af EU-lovgivningen.