Dårligt arbejdsmiljø koster hvert år samfundet over 60 mia. kroner i bl.a. sygedagpenge og tabt arbejdsfortjeneste.
Det er en sørgelig statistik, både for den enkelte, som helt eller delvist mister jobbet – og for samfundet er det en unødigt stor byrde.

Sådan behøver det ikke være, og der er heldigvis arbejdspladser, som viser vejen. 12 af de allerbedste er nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2019, som uddeles af Arbejdsmiljørådet. Heriblandt er fem sygehusafdelinger, fire private virksomheder og tre kommunale arbejdspladser/afdelinger.

”Det er inspirerende at se, hvordan de her arbejdspladser tager arbejdsmiljøet dybt alvorligt og finder løsninger, der gavner ikke bare medarbejderne men også virksomhederne,”siger næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov.

“Jeg håber, deres indsatser kan inspirere mange andre arbejdspladser til også at gøre en indsats for et godt arbejdsmiljø,” siger Morten Skov.

Arbejdspladserne er nomineret inden for fire kategorier:
1) Psykisk arbejdsmiljø
2) Arbejdsulykker
3) MSB (muskel- og skeletbesvær)
4) Unge og nyansattes arbejdsmiljø.

Nominerede i kategorien psykisk arbejdsmiljø

Intensiv afdeling på Bispebjerg Hospital, København: Afdelingen har gennem forskellige tiltag fået et bedre arbejdsmiljø for især medarbejdere på nattevagter

Sorø Kommunes ældrepleje, Sorø Sundhed og Omsorg: Afdelingen har arbejdet med, at medarbejderne ikke udsættes unødigt for psykiske påvirkninger

Adserballe & Knudsen A/S, Farum, entreprenør med egen tømrerproduktion: Virksomheden har reduceret stress og stressbelastninger.

Nominerede i kategorien MSB (ergonomi)

Odense Kommune, Børn og Ungeforvaltningen, Dagtilbudsafdelingen (daginstitutioner og dagpleje): Der er uddannet ca. 200 ergonomivejledere, så der er minimum én til hver arbejdsplads.

Hospitalsenhed Midt, Region Midtjylland, Viborg: Omfattende MSB-indsats med fokus på forflytninger, bl.a. investeringer i forflytningshjælpemidler.

NCC Danmark, Søborg, byggeri: Tæt sammenkobling af LEAN og arbejdsmiljø i konkret, stort byggeprojekt.

Nominerede i kategorien arbejdsulykker

Danish Crown, Ringsted: Markant fald i antallet af arbejdsulykker som følge af helhedsorienteret indsats.

Lemvigh-Müller A/S, Herlev, grossist- og stålvirksomhed: Markant fald i ulykker som følge af indsats med bl.a. uddannelse, workshops af AMO og linjevejledere.

Regionspsykiatrien i Horsens: Markant fald i registreringer af vold, trusler og chikane og markant fald i fraværsdage efter indsats med bl.a. mindre tvang i psykiatrien.

Nominerede i kategorien unge og nyansattes arbejdsmiljø

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Kolding Kommune: Fastholdelse af nyansatte gennem bl.a. nye retningslinjer for modtagelse af nye kolleger med fokus på faglige fællesskaber.

Hvidovre Hospital, Fødegangen: Fastholdelse af nyuddannede/nyansatte for at løse problemet med, at man mangler 40 % af de normerede jordemødre på fødegangen.

Regionshospital Nordjylland, Hjørring, Klinisk Medicin: Fastholdelse af yngre læger gennem god introduktion og oplæring.

Rekordmange indstillinger

Arbejdsmiljørådet har i år modtaget rekordmange indstillinger til arbejdspladser, der stiller op i kampen om at blive kåret som vinder af Arbejdsmiljøprisen 2019. Hele 64 arbejdspladser har indsendt en indstilling, og Arbejdsmiljørådet offentliggør i dag navnene på de 12, som er nomineret til prisen.

Vinderne af Arbejdsmiljøprisen 2019 kåres mandag den 8. april. Det sker ved en temadag, der sætter fokus på arbejdsmiljø for unge og nyansatte. 

Her vil forfatter og rådgiver Alexandra Krautwald fortælle om, hvad der kendetegner de yngste generationers tilgang til arbejdslivet. Christian Harpelund, Onboarding Group, giver gode råd til, hvordan man tager mod en ny medarbejder, så vedkommende bliver en succes. Og Christine Feldthaus, tv-vært og livsstilsekspert, giver – med udgangspunkt i jordnære eksempler fra virkeligheden – et kærligt spark til, hvordan man kan give unge en bedre start på arbejdslivet. Desuden deltager beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.

Kom til temadag og prisuddeling
På temadagen kan man også møde de 12 arbejdspladser, der har gjort noget særligt for arbejdsmiljøet og er nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2019.

Se program og tilmeld dig temadagen ’Unge og nyansattes arbejdsliv’ på www.arbejdsmiljoeprisen.dk.