Politiforbundet, der er medlem af FH, har endnu en gang hentet et trecifret millionbeløb hjem til sine medlemmer. I 2025 blev der udbetalt hele 114 millioner kroner i erstatninger til politifolk, der er kommet til skade på jobbet.

Det er andet år i træk, at forbundet runder 100 millioner kroner i erstatninger – et resultat, der både vidner om et stærkt fagligt arbejde og om de risici, der følger med jobbet som politibetjent.

Fagforeningen gør en forskel

I alt blev 57 arbejdsskadesager afsluttet i løbet af året, og i gennemsnit modtog hvert medlem omkring to millioner kroner i erstatning.

Det er et uhyggeligt højt tal, synes jeg. Men det viser, at når uheldet er ude, så er det vigtigt at have en stærk fagforening i ryggen!

heino hegel

Langt størstedelen af beløbet – 96 millioner kroner – vedrører tab af erhvervsevne. Det understreger, at mange af sagerne handler om alvorlige skader, som kan få varige konsekvenser for medlemmernes arbejdsliv og livssituation.

“Det er et uhyggeligt højt tal, synes jeg. Men det viser, at når uheldet er ude, så er det vigtigt at have en stærk fagforening i ryggen, så man trods alt får den rette erstatning.

Trecifret millionbeløb for andet år i træk

Tallene dækker over det år, hvor arbejdsskadesagerne er blevet afgjort – ikke nødvendigvis det år, hvor skaden er sket. Da der ofte går flere år fra en skade opstår, til sagen afsluttes, kan antallet af afgørelser i et enkelt år ikke bruges til at sige noget om den generelle udvikling i arbejdsskader.

  • 2025: 114 mio. kroner i alt fordelt på 57 sager
  • 2024: 140 mio. kroner fordelt på 65 sager
  • 2023: 75 mio. kroner fordelt på 33 sager

Der gøres rigtig meget for at forebygge og minimere risikoen for arbejdsskader i politiet, men man kan aldrig gardere sig 100 procent. Når det så desværre sker, har vi gode folk klar til at hjælpe, og det er en hjørnesten i det arbejde, vi laver som fagforening” siger Heino Hegel i en pressemeddelelse på politiforbundet.dk.

Værdien af fællesskabet

De høje erstatningsbeløb er et konkret udtryk for den værdi, fagbevægelsen skaber for medlemmerne.

Samtidig peger tallene også på en alvorlig udfordring: At mange politifolk bliver ramt af arbejdsskader i et job med store fysiske og psykiske belastninger.

Politiforbundet arbejder derfor løbende på at styrke indsatsen for skaderamte medlemmer, blandt andet ved at udvide bemandingen med flere specialister og socialfaglige medarbejdere.