Siden juleferien har vi i fagbevægelsen sat ekstra fokus på ulighed.

Vi vil IKKE have et Danmark, hvor de fattigste oplever mindst fremgang, mens de rigestes indkomst galopperer derudaf.

Den diskussion, forsøger Cepos at sno sig udenom. Derfor kaster Martin Ågerup, direktør for Cepos, sig ud i et vagt modangreb på JP.dk og Facebook.

Uligheden er og bliver markant større

Cepos’ indvending går på, at det ikke er præcis de samme mennesker, der var blandt de fattigste og rigeste for ti år siden, som det er i dag. En person, der var dimittend for ti år siden, har sikkert en markant højere løn i dag end dagpengene dengang.

Og en direktør, der var 60 år og blandt de rigeste for ti år siden, er formentlig pensionist med meget lavere indkomst i dag. Det er hverken et problem – eller en nyhed …

Så kære Cepos: Ja, det er ikke nødvendigvis de samme mennesker, der er blandt de 40 pct. fattigste i år, som for 5, 7 eller 10 år siden.

Men I må da på et tidspunkt forholde jer til kernen i ulighedsdebatten: Afstanden mellem rige og fattige er og bliver markant større. Medmindre vi gør noget ved det.

Hvis uligheden fortsat stiger svækkes sammenhængskraften i Danmark

Min frygt er, at sammenhængskraften i Danmark svækkes, hvis uligheden fortsat stiger. Hvis flere børn vokser op i fattigdom. Eller hvis vi ikke får de dårligst stillede med i opsvinget.

Uligheden ER steget i Danmark henover de seneste år. Det er et faktum, uagtet hvor langt Martin Ågerup strækker sig med sin irrelevante talgymnastik.

Indlægget er bragt på jp.dk 08.02.19

Mere om den stigende ulighed på fho.dk