I denne måned udkom to nye rapporter, der kårer Danmark til at være Europas bedste land at drive virksomhed i.
Den ene rapport er fra Verdensbanken. Den dokumenterer, at Danmark er Europas bedste land at drive virksomhed i. Cheføkonom i banken, Kaushik Basu, forklarer, at de lande, der klarer sig bedst, ikke er dem, hvor der ikke er nogen statslig regulering, men de lande, hvor regeringen har formået at skabe regler, der fremmer handel uden nødvendigvis at hindre udviklingen af den private sektor.
Den anden rapport er fra en britisk tænketank, der kårer Danmark  til verdens fjerdebedste land at leve i. Blandt flere kategorier opnår vi vores højeste placering som nummer 2 inden for både iværksætteri og erhvervsmuligheder – kun overgået af Sverige. I tre andre kategorier – styreform, uddannelse og social kapital (tillid) – kommer Danmark på en tredjeplads, og vi fremhæves blandt andet for en høj grad af social mobilitet, muligheder og lav ulighed i samfundet.
Velfærd og privat vækst
Politikere og debattører har de seneste år forsøgt at fremstille statslig regulering og udgifter til den offentlige sektor som en hæmsko for vækst i den private sektor.
Men når Danmark igen og igen bliver placeret i top-5 blandt lande, der er bedst at drive virksomhed og leve i, kunne det måske være, at det forholdt sig lige omvendt: At den private og offentlige sektor har gavn af hinanden. De er hinandens forudsætninger – ikke modsætninger.
Når private virksomheder skaber vækst og arbejdspladser, skaber de forudsætningen for, at man kan finansiere velfærden. Men samtidig skaber velfærden og den offentlige sektor de nødvendige rammer for virksomhederne og arbejdsstyrken i form af dagtilbud til børnene, skoler, uddannelsesinstitutioner og sundhedsvæsen.
Derfor er det også oplagt, at de to sektorer skaber vækst ved at samarbejde. Og derfor giver det ikke mening at påstå, at en mindre offentlig sektor vil give vækst i det private.