Balladen om grænsen mellem arbejdstid og fritid fortsætter i EU. Forhandlingerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere om nye fælles EU-regler er brudt sammen. Dermed er det endnu en gang ikke lykkedes at finde fælles regler for, hvornår folk ifølge EU er på arbejde eller ej.
Nu er spørgsmålet igen landet på EU-Kommissionens bord. Kommissionen havde ellers givet lønmodtagerne i ETUC og arbejdsgivere i en lang række organisationer muligheden for at finde en fælles løsning. Fristen var 31. december 2012, men organisationerne har smidt håndklædet i ringen.
Sammenbruddet i forhandlingerne ærgrer Bente Sorgenfrey. Hun er formand for hovedorganisationen FTF med 78 forbund med tilsammen 450.000 ansatte i både den offentlige og private sektor.
FTF har fulgt forhandlingerne tæt og kommet med forslag som en del af styregruppen i ETUC.
"Vi må konstatere, at arbejdsgiverne ikke ville rykke sig særlig meget. Det gælder blandt andet deres opfattelse af, at rådighedsvagter ikke er en del af arbejdstiden. Det er slet ikke godt nok," siger Bente Sorgenfrey.
FTF-formanden håber dog, at der snart bliver fundet en løsning. Over halvdelen af EU-landene står i dag uden for centrale dele af de gældende regler. Landene holder sig især ude af de fælles regler for, hvor mange timer den ugentlige arbejdstid i gennemsnit højst må være.
Risiko for social dumpning
A,t så mange ikke følger reglerne, øger ifølge Bente Sorgenfrey risikoen for social dumpning.
"Vi vil rigtig gerne have nogle nye regler, for over 14 lande bruger i dag muligheden for ikke at leve op til den gældende lov," siger Bente Sorgenfrey.
Slagsmålet om arbejdstid er et af de længste i EU. I snart 20 år har arbejdsgivere, fagbevægelse og politikere haft mere end svært ved at enes.
Det bliver understreget af det nye sammenbrud i forhandlingerne.
Fagbevægelsen har med en dom fra EU’s domstol i Luxembourg i hånden sagt, at rådighedsvagter er arbejdstid, og at arbejdstid derfor handler om arbejdsmiljø. En fortolkning der allerede nu har fået Storbritannien og mange andre lande til helt eller delvist at stå uden for de nuværende EU-regler.
Arbejdsgiverne var ifølge FTF’s formand heller ikke meget for skrappere regler for at kunne stå udenfor.
"Vi kan ikke lave nye regler, der medfører risiko for spekulation i social dumpning. Arbejdsgivernes oplæg var alt for lidt imødekommende. Jeg er glad for, at vi prøvede men må også konstatere, at vi var for langt fra hinanden," siger Bente Sorgenfrey.
Det er nu op til EU-Kommissionen at komme med et udspil til nye regler.