Vi har i FTF nu for tredje gang gennemført en undersøgelse af de ansattes syn på deres egen ytringsfrihed. Og det ser ikke godt ud.
Hver anden ansat oplyser, at frygten for repressalier fra arbejdsgiverne – i form af kammeratlige samtaler eller ligefrem fyringer – får medarbejderne til at holde sig fra offentlige ytringer om kritisable forhold på arbejdspladsen. Og hver femte oplever, at krisen har gjort forholdene værre.
Dermed mangler vi en væsentlig stemme i den offentlige debat. Nemlig de mange medarbejdere, som rent faktisk kender til de faktiske forhold og kan kvalificere debatten – uanset om det handler om forholdene i Farum Kommune, Tønder Bank, et opholdssted for udsatte børn og unge eller et helt fjerde sted.
I FTF mener vi, at det er helt afgørende, at medarbejdere – offentligt som privat ansatte – har mulighed for at deltage i samfundsdebatten, uden at de skal frygte for deres job. Og vi synes efterhånden, at der er så mange indlysende eksempler på, hvorfor det er på høje tid med en lovbeskyttelse.
For vi kan slet ikke undvære de ansattes ytringer. Og slet ikke når de er kritiske. Det er jo den stemme, som tvinger os til at udvikle os. Til at gøre tingene ordentligt, også når det er ubelejligt.
Vi har her i landet i mange år rost os selv af at være uformelle, anti-hierakiske – og at dét fik danske virksomheder og Danmark som helhed til at klare sig bedre end vores umiddelbare størrelse og ressourceadgang ellers giver grundlag for. Fremgang gennem samarbejde og medindflydelse var løsenet. Og dygtige medarbejdere vores fremmeste ressource.
Flere forskere peger også på, at man risikerer at fjerne en væsentlig del af den faglighed og det engagement, der ellers kendetegner danske lønmodtagere, hvis man lægger låg på kritikken. Så mens vi rundt omkring på danske arbejdspladser dukker hovedet og stiltiende forbereder os til endnu en sparerunde, risikerer vi at tabe mere end som så. For vi kan ikke spare os til vækst og højere produktivitet.
Der ligger derfor en kæmpeopgave for både offentlige og private arbejdspladser i at sikre, at de ansatte igen trygt tør ytre sig, så arbejdspladsen får en kultur, hvor man siger til, hvis der er noget galt. Eller gør opmærksom på, hvis man kan gøre tingene bedre eller smartere.
Mange virksomhedsejere vil sige, at sådan er det allerede hos os, og at ”vi bifalder input og konstruktiv kritik fra medarbejderne”. Men så vil jeg spørge tilbage: ”Hvad siger dine medarbejdere? Ved de, hvad de må sige offentligt uden at få ørene i maskinen?” Vores undersøgelse blandt godt 4.000 offentligt og privat ansatte FTF-medlemmer viser, at mere end to tredjedele kender ikke reglerne på deres arbejdsplads. Og halvdelen af alle adspurgte tier som nævnt af frygt for sanktioner.
Når vi i FTF siger, at der bør være en lovbeskyttelse af ansatte, der ytrer sig, er det dels fordi, vi mener, at en lovregulering vil have en præventiv effekt, dels fordi problemet rækker langt ud over forholdet mellem den enkelte lønmodtager og virksomheden.
Når vi ikke tør sige til, hvis den er helt gal på vores arbejde, hvornår tør vi så åbne munden? Og hvor efterlader det Danmark som samfund?
De politiske partier har i disse år svært ved at rekruttere kandidater til fx kommunalbestyrelserne. Og jeg tror, det er et billede på samme mønster: Vi er ved at vænne os af med at sige tingene højt – og stå ved vores holdninger.
Der er meget mere på spil end økonomi. Et Danmark uden en bred offentlig debat og med arbejdspladser, hvor de ansatte ikke tør tage bladet fra munden, bliver et andet og mere fattigt land, end det vi kender i dag. Både økonomisk og menneskeligt.
Vi kunne aldrig have tiet og sparet os til det samfund, vi er i dag.