Bente Sorgenfrey, formand for FTF, er oprørt over den måde, som den kommunale arbejdsgiver, KL, fremlægger sine synspunkter på op til overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor til foråret.
”Når de ellers fornuftige mennesker i KL går ud og siger, at krisen kalder på en kraftig sanering af TR-beskyttelsen… og at krisen kræver at MED-reglerne skal til servicetjek – så er det da en ren krigserklæring”, sagde FTF’s formand Bente Sorgenfrey i sin beretning på FTF’s kongres i dag.
Som hun ser det, er signalet fra KL klart: når der skal træffes svære beslutninger i krisetider, kan medarbejderne ikke længere inddrages. Til det siger Bente Sorgenfrey:
”Brug dog medarbejderne til at løse krisen! Lad være med at betragte medarbejderne som en del af krisen!”

Vi vil have indflydelse på beslutninger på arbejdspladsen
Bente Sorgenfrey pointerede, at lønmodtagerne er klar til at yde deres del, når det gælder om at komme igennem krisen.
”Vi må alle yde noget. Men til gengæld forlanger vi selvfølgelig noget indflydelse. Indflydelse på de beslutninger, der påvirker os. Indflydelse på, hvordan vores arbejdsgivere og politikere vælger at tackle problemerne”, sagde Bente Sorgenfrey.

I dag bliver ansatte ikke inddraget i vigtige beslutninger på arbejdspladsen om økonomi og besparelser, sådan som det er aftalt ved overenskomstforhandlingerne. Det viser en tidligere undersøgelse af ansattes medindflydelse, som FTF har foretaget blandt ca. 8.500 tillidsfolk. Hele 43 procent af tillidsfolkene oplever, at de er sat uden for indflydelse, når det kommer til de overordnede strategiske spørgsmål om budget, økonomi, besparelser og rationaliseringer.
I den forbindelse understregede Bente Sorgenfrey, at krisen gør medindflydelse vigtigere end nogensinde, fordi arbejdsgiverne i en krisetid har særligt brug for at trække på alle muligheder for at udtænke nye løsninger for at få pengene til at slå til.
”Medarbejderne ligger inde med afgørende viden om, hvordan man kan organisere arbejdet på nyere og smartere måder – og det er dem, der skal føre de nye tiltag ud i livet overfor borgerne”, sagde Bente Sorgenfrey i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen tidligere i år.