Flere og flere ansatte er bange for at de mister jobbet, hvis de går ud i offentligheden og fortæller om problemer på arbejdspladsen. Det kan fx være problemer med for få ressourcer til at udføre arbejdet ordentligt eller det kan handle om elendigt arbejdsmiljø, der gør de ansatte syge og ineffektive.
Hele 40 procent af alle ansatte på FTF-området som fx frygter, at de sætter deres job på spil ved offentligt at tale om kritisable forhold på arbejdspladsen. Det viser en ny undersøgelse af ytringsfrihed foretaget blandt 4.000 medlemmer af FTF, som er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte.
Og det er blevet værre. I løbet af bare to år er andelen, der frygter for at miste jobbet, hvis de bruger deres ytringsfrihed, steget hele otte procentpoint: fra 32 procent i 2010 til 40 procent i 2012.
I forvejen er jobusikkerheden generelt tårnhøj på danske arbejdspladser. Fx viser en omfattende undersøgelse af ansattes trivsel og arbejdsmiljø, som FTF foretog tidligere i år blandt 15.000 ansatte, at mere end hver tredje er bange for at miste jobbet. Og med god grund: Fx vil syv ud af ti kommuner af sparehensyn skille sig af med medarbejdere til næste år ifølge en anden ny FTF-undersøgelse. Og i banksektoren fortsætter de seneste års massefyringer – ny spareplan i Danske Bank har netop bebudet 1000 nye afskedigelser frem til år 2015.
Ser man alene på de offentligt ansatte, hvor FTF har tal tilbage fra 2006, er der sket en yderligere stigning i frygten for at det kan koste jobbet at bruge ytringsfriheden. I 2006 gjaldt det 23 procent af de offentligt ansatte, og i 2012 var andelen steget til 37 procent.
Kammeratlig samtale
Hvis ansættelsen holder til, at man ytrer sig kritisk i offentligheden, kan det til gengæld blive svært at være på arbejdspladsen bagefter. I hvert fald forventer en stor del af medarbejderne negative reaktioner som fx en advarsel, en kammeratlig samtale hos chefen eller at blive stemplet som illoyal.
De ansatte må beskyttes bedre
Det haster med at få gjort noget ved den udbredte frygt for at miste jobbet eller for andre sanktioner for at bruge ytringsfriheden, mener Bente Sorgenfrey, formand for FTF.
”Tallene viser, at alt for mange frygter for selve deres ansættelse, hvis de går til offentligheden og fortæller om kritisable forhold på jobbet, eller hvis de deltager i den offentlige debat med viden og synspunkter”, siger hun.
Når kritikken fra de ansatte forstummer, kommer samfundet til at mangle et vigtigt grundlag for at diskutere udviklingen i både den offentlige og private sektor, mener Bente Sorgenfrey.
”Vi går glip af værdifuld viden fra medarbejderne, som kunne medvirke til at øge kvaliteten og produktivitet i både offentlige og private virksomheder”, siger hun.
Dyrekøbte erfaringer fra Farum
Bente Sorgenfrey mener, at det er nødvendigt at skabe mere trygge rammer for de ansatte for at få vigtige oplysninger frem i lyset. Det skal ske gennem lovgivningen – ved at give ansatte bedre beskyttelse mod at blive afskediget, hvis de bruger deres ytringsfrihed, mener FTF.
”Arbejdsgiverne skal ikke kunne bruge sanktioner som fx en advarsel, en manglende forfremmelse eller i værste fald en fyring eller bortvisning overfor en medarbejder, der har åbnet munden og sagt fra. Det var også én af konklusionerne fra Farum-kommissionen”, siger Bente Sorgenfrey.
Det ti år lange kommissionsarbejde efter tidligere borgmester Peter Brixtoftes økonomiske ulovligheder i millionklassen, endte med en rapport, der efterlyser nye regler, der kan beskytte medarbejderne bedre.
Desuden peger Bente Sorgenfrey på, at det er arbejdsgivernes ansvar at sørge for, at både medarbejdere og ledere overhovedet kender reglerne for ansattes ytringsfrihed.
Kritikken rejser andre steder hen
Lektor ved Roskilde Universitet, Rasmus Willig har gennem flere år forsket i offentligt og privat ansattes ytringsfrihed på arbejdspladsen. Han ser det også som et stort samfundsmæssigt problem, hvis medarbejdere ikke tør udtale sig kritisk på arbejdet eller i offentligheden om forhold på deres arbejdspladser – det gælder både offentlige og private arbejdspladser.
”Vi skal tage det helt bogstaveligt, at vi har en offentlig sektor – vi har alle en aktie i den. Hvis vi ikke får lov at diskutere åbent med de offentligt ansatte, får vi ikke en ordentlig diskussion af, hvordan den offentlige sektor skal indrettes. Og så bliver der truffet politiske beslutninger på et alt for mangelfuldt grundlag” siger Rasmus Willig.
Færre har en aktie i private virksomheder. Men de er alligevel en del af det offentlige liv, og diskussionerne, der foregår her, har også konsekvenser for den offentlige sektor, pointerer han. Det gælder fx i sager om belastning af miljøet. Eller dårligt arbejdsmiljø, hvor det offentlige ender med regningen for syge ansatte. Eller finanssektoren, hvis problemer påvirker hele samfundsøkonomien.
Kritik er motor for forandring
Især under en krise er der særligt behov for ytringsfriheden, mener Rasmus Willig.
”Under højkonjunktur har vi råd til ikke at tale om alle vores problemer; det går jo derudaf alligevel. Under en krise har vi behov for kritikken til at påpege fejl og mangler, der skal gøres op med; vi har behov for kritikken som en motor for forandring. Dén har vi sat i stå ved at etablere en tavshedskultur”, siger Rasmus Willig.
Her burde arbejdsgiverne have en loyalitetspligt overfor offentligheden, mener han.
”Loyalitet tolkes normalt som en pligt, de ansatte har overfor arbejdsgiveren. Det er gået helt forbi debatten, at arbejdsgiveren også bør have en loyalitet overfor offentligheden. I den offentlige sektor er arbejdsgiveren repræsentant for en større offentlighed – så hans loyalitet bør være vendt dén vej”, mener Rasmus Willig.
Meningen med arbejdet forsvinder
Tilbageholdt kritik er ikke kun et problem for samfundet – også den enkelte medarbejder kan komme til at betale en personlig pris ved at brænde inde med kritik af forhold på arbejdspladsen, viser forskningen.
”Vi tillægger vores arbejdsidentitet stor vægt. Ikke at kunne tale om arbejdet, er det samme som ikke at kunne tale om, hvem man selv er! Og det kvæler fagligheden. Når vi ikke må ytre os om vores arbejde, så kan vi ikke tillægge mening i arbejdet. Det går op for os i forskningen, at der måske er en sammenhæng mellem, at folk får det dårligt, og at de ikke kan udtrykke deres frustration og kritik over arbejdslivet”, siger Rasmus Willig.
Hans pointe er, at kritik ikke undertrykkes fuldstændig. Hvis kritikken bliver blokeret udadtil, rejser den bare andre steder hen og kan nemt blive rettet mod én selv, så ydre forhold, som burde være målet for kritik, bliver til indre forhold.
”Medarbejderen tænker: måske er det mig, der ikke løber stærkt nok. Mange begynder at lide af negativ selvkritik, som fører til en ny form for stress eller udbrændthed”, siger han.