Flere har i år søgt ind på sygeplejerskeuddannelsen. Antallet af ansøgere via kvote 2 er steget med 4 procent – fra 2.031 sidste år til 2.121 i år. Det viser nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Hos Dansk Sygeplejeråd vækker udviklingen glæde.
”Først og fremmest tillykke til alle jer, der har valgt et fag med mange muligheder, hvor I gør en forskel for andre mennesker hver eneste dag”, siger Dorthe Boe Danbjørg, forkvinde i Dansk Sygeplejeråd, i en pressemeddelelse på dsr.dk.
Hun ser stigningen som et positivt tegn.
”Jeg er virkelig glad for, at vi i år ser en positiv udvikling i søgningen til sygeplejerskeuddannelsen. Jeg ser stigningen som et tegn på, at flere har fået øjnene op for de muligheder, uddannelsen giver, og så skal man ikke underkende betydningen af de forbedrede løn- og arbejdsvilkår, mange sygeplejersker har fået”.
Behov for flere i sundhedsvæsenet
Selv om flere søger ind, er der stadig et stort behov for sundhedspersonale i fremtiden, understreger Dorthe Boe Danbjørg.
”Det er en forudsætning for et sundt og sikkert samfund, at der er sundhedspersonale nok,” siger hun.
Derfor mener hun også, at politikerne skal tage ansvar for at sikre bemandingen i sundhedsvæsenet.
”Jeg mener, det er en bunden opgave for den kommende regering at lave en plan for, hvordan vi sikrer kapaciteten i sundhedsvæsenet,” fortsætter hun.
Praktikken skal styrkes
Hvis flere studerende også skal gennemføre uddannelsen, kræver det bedre rammer – især i praktikken. I dag falder næsten hver femte fra allerede i løbet af det første år.
Ifølge Nicolaj Laue Juhl, der er forperson for Sygeplejestuderendes Landssammenslutning, er der brug for investeringer i praktikforløbene.
”Vi er rigtig glade for, at flere vælger sygeplejen. Nu skal der investeres i bedre praktik og mere vejledning, så endnu flere studerende oplever trygge og lærerige praktikforløb i sundhedsvæsenet,” siger han.
Han peger også på økonomien som en udfordring for mange studerende i praktik.
”Sygeplejestuderende bestemmer ikke selv, hvor de skal i praktik, og mange er økonomisk pressede af de store transportudgifter. Derfor vil det kun være rimeligt, hvis kørselsfradraget udvides, så studerende, uanset postnummer, ikke bliver økonomisk straffet for at tage i praktik langt fra deres bopæl”.
Antallet af ansøgere via kvote 2 giver normalt en pejling af, hvordan det endelige optag på sygeplejerskeuddannelsen vil se ud senere på året.








