Kristelig Arbejdsgiverforenings (KA) chefkonsulent René Nord Hansen har totalt misforstået indholdet af den certificeringsaftale for udenlandsk arbejdskraft, som træder i kraft næste år med opbakning fra både 3F og en samlet fagbevægelse i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening.

KA påstår her i Børsen, at ordningen kan være en motorvej til løndumping. Det er helt forkert.

Certificeringsaftalen handler eksplicit om, at udenlandske medarbejdere SKAL ansættes på overenskomstvilkår og KUN i virksomheder med overenskomst mellem DA og FH-fagforbundene. Alle FH-overenskomsterne har en samlet årsløn på mere end 300.000 kr. Dermed udelukkes løndumping! I modsætning til hvad René Nord Hansen (KA) påstår.

Certificeringsaftalen er et tydeligt VÆRN mod løndumping – stik modsat af, hvad KA påstår

Flemming h. grønsund (FH) og Tina christensen (3F)

Samtidig er det et centralt element i aftalen som KA helt overser, at tillidsrepræsentanten har adgang til at kontrollere de ansattes løn og ansættelsesvilkår, og at overenskomsten overholdes.

Desuden har tillidsrepræsentanten ret til i arbejdstiden at mødes med de udenlandske kollegaer for at informere om deres rettigheder og naturligvis tilbyde medlemskab af den overenskomstbærende fagforening.

Hvis der ikke er valgt en tillidsrepræsentant, træder den lokale fagforening ind med samme rettigheder som en tillidsrepræsentant og kan besøge medarbejderne i arbejdstiden.

I 3F og de øvrige FH-forbund sørger vi nemlig for ordentlige og anstændige løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne, hvilket politikerne på Christiansborg heldigvis har anerkendt og bifaldet.

3F og de andre FH-forbund er fagforeninger, der repræsenterer rigtig mange hårdtarbejdende medlemmer, og som hver eneste dag søger indflydelse på beslutninger, der forbedrer medlemmers arbejdsliv.

Vi håber, at den nye certificeringsaftale bliver en succes. Virksomhederne får mulighed for at hente den arbejdskraft, de har brug for, og de kan gøre det med oprejst pande, fordi det sker på overenskomstbårne og dermed ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Certificeringsaftalen er et tydeligt VÆRN mod løndumping – stik modsat af, hvad KA påstår.

Debat og information er godt. Men bevidst fejlinformation bør alle holde sig fra – også KA.