Ny norsk arbejdsmarkedsrapport kaster lys over fordelene ved at sætte et loft over antallet af led i underentreprenørkæder.

Norge indførte i 2017 en national grænse på to underentreprenør-led i offentlige udbud, mens enkelte kommuner som Oslo har valgt en endnu strammere linje med forbud mod mere end et underentreprenørled.

I følge rapporten har der dog været behov for en fleksibel dispensationsadgang i den nationale model for at sikre, at projekter kan gennemføres ved uforudsete forhold eller særlige specialistopgaver.

Dispensationen anvendes typisk, når der opstår behov for kompetencer, som ikke er til stede i den eksisterende kæde, eller når markedets kapacitet midlertidigt er under pres.

Samtidig fremhæves det, at ensartet håndhævelse og klare kriterier for dispensation er vigtige for at bevare gennemsigtighed og lige konkurrence.

Gode resultater med en klar grænse

Efter indførelsen af et loft over antallet af underentreprenørled er det blevet lettere at skabe overblik over, hvem der arbejder på offentlige byggeprojekter, og at placere arbejdsgiveransvaret.

Ifølge rapporten oplever flere aktører øget orden og mere gennemsigtige kæder, hvilket mindsker risikoen for social dumping.

LÆS OGSÅ: FH og Ukraine – samarbejde og styrke midt i krigen

Der er dog debat om, hvor stor en del af forbedringerne, der kan tilskrives selve grænsen, og hvor meget der skyldes udbredelsen af digitale registrerings- og ID-kortordninger, som giver et bedre og mere løbende overblik.

Lignende adgangs- og ID-løsninger kendes også fra eksempelvis København, ligesom der på EU-niveau er et fælleseuropæisk ESSPASS på vej.

I Oslo har man strammet grænsen på et led, hvilket har resulteret i en række praktiske udfordringer, der har ført til færre bud på offentlige kontrakter. Under Oslo-modellen skal hovedentreprenøren eksempelvis selv hyre montøren direkte til at installere et køkken, hvor praksis normalt er, at køkkenleverandøren håndterer montage via egen underentreprenør.

Det kan, ifølge rapporten, tvinge hovedentreprenøren til at koordinere mange specialer uden for egen kernekompetence, øge de administrative byrder og skabe flaskehalse, hvis den rette ekspertise ikke kan skaffes i tide.

På europæisk niveau pågår der i øjeblikket en debat om behovet for fælles rammer for underentreprise og underentreprenørkæder.

Diskussionerne kredser især om, hvordan man kan skabe større gennemsigtighed, tydeligere ansvar og bedre kontrol i værdikæderne. Det er dog endnu ingen konkrete drøftelser om mulig lovgivning.

Læs rapport fra FAFO

  • Rapporten præsenterer resultaterne af en mindre interviewundersøgelse om effekten af integritetsbestemmelser i offentlige udbud inden for byggebranchen – særligt regler, der begrænser længden af forsynings- og underentreprenørkæder.
  • Undersøgelsen ser på, hvordan nationale og lokale regler bliver anvendt af offentlige ordregivere, herunder hvordan dispensationsmuligheder håndteres. Derudover vurderes det, om reglerne har bidraget til øget integritet og gennemsigtighed, og om de samtidig har skabt udfordringer for virksomheder i branchen.
DOWNLOAD

EU-formandskab

FH mærkesager

Læs mere om FH’s mærkesager til det danske EU-formandskab

Mærkesag
Mærkesag