Alt for mange ansatte i højrisikojobs rammes af PTSD og alvorlige psykiske belastninger som følge af deres arbejde. Nu går fire forbund sammen for at råbe politikerne op og kræve bedre forebyggelse, hurtigere hjælp og mere ligestilling med forsvarsveteraner. Det skriver FOA i en pressemeddelelse.

For ansatte som politifolk, fængselsbetjente, brandfolk og ambulancepersonale kan voldsomme og til tider direkte traumatiserende hændelser være en del af hverdagen. Undersøgelser viser, at op mod hver tiende i disse fag udviser symptomer på PTSD, og endnu flere er i risikozonen.

Det er simpelthen ikke godt nok, at vi ikke har et ordentligt system til at gribe dem, der til dagligt griber os, når uheldet og ulykken er ude

Thomas Brücker, sektorformand i FOA

Alligevel er der ikke tilstrækkeligt fokus på at forebygge og gribe de ansatte, der bliver psykisk belastede af deres arbejde. Derfor har FOA, Reddernes Udviklingssekretariat i 3F, Politiforbundet og Fængselsforbundet indledt et fælles samarbejde for at sætte problemet højere på den politiske dagsorden.

”Det er simpelthen ikke godt nok, at vi ikke har et ordentligt system til at gribe dem, der til dagligt griber os, når uheldet og ulykken er ude,” siger Thomas Brücker, sektorformand i FOA.

Kriser på dansk grund

Fakta: PTSD i højrisikojobs

  • Op mod hver tiende i politi, fængsel, brandvæsen og ambulance viser symptomer på PTSD.
  • Mange flere er i risikozonen for arbejdsbetingede psykiske belastninger.
  • Fire forbund (FOA, Politiforbundet, Fængselsforbundet og Reddernes Udviklingssekretariat i 3F) har dannet en erfagruppe og planlægger en høring på Christiansborg.

Veteranaftalen, der blev indgået i november 2024 som led i forsvarsforliget, har forbedret forholdene for forsvarsveteraner med blandt andet en formodningsregel, der gør det nemmere at få anerkendt PTSD.

Det hilser forbundene velkommen, men de finder det dybt problematisk, at de ansatte, der står midt i kriserne herhjemme, ikke har samme adgang til hjælp.

”Det er en god og fornuftig aftale, og jeg under veteranerne de absolut bedste vilkår. Men jeg finder det urimeligt, at mulighederne for hjælp og støtte skal være ringere for det frontpersonale, der håndterer kriser på dansk grund, og det er det, der er tilfældet for vores medlemmer.

Det er urimeligt, og den slags forskelsbehandling bør ikke kunne ske i et velfærdsland som Danmark,” siger Heino Kegel, formand for Politiforbundet.

Forbundene understreger, at det ikke handler om at tage noget fra Forsvaret, men om at sikre samme rettigheder for andre ansatte i højrisikojobs.

Invaliderende belastninger

Et beslutningsforslag om at sidestille andre offentligt ansatte med forsvarsveteraner blev i foråret behandlet i Folketinget, og nu skal det afklares, hvem der arbejder i såkaldte højrisikojobs.

”Det er ikke ny viden, at ansatte i en række højrisiko job rammes af nogle gange invaliderende psykiske belastninger.

Vi kan ikke være bekendt som samfund ikke at gøre alt hvad vi kan for at minimere risikoen i deres jobs og skubbe på for, at den hurtige hjælp også kan gælde for vores faggrupper,” siger Mette Frets, næstformand i Fængselsforbundet.

Vi kan ikke være det bekendt!

Mette Frets, næstformand i Fængselsforbundet.

Derfor har de fire forbund oprettet en fælles erfagruppe. Formålet er at samle viden og erfaringer, finde fælles strategier for bedre arbejdsvilkår og påvirke beslutningstagere på Christiansborg.

Samarbejdet skal blandt andet munde ud i en høring på Christiansborg til efteråret, hvor politikere og fagfolk kan blive klogere på, hvordan forebyggelse og behandling kan styrkes.

LÆS OGSÅ: Dødsfald på Amazon-lagre – fyret for at kræve svar

”Vi er slet ikke ude på at tage noget fra Forsvaret og er glade for, at de har fået en veteranaftale, men vi er nødt til at kigge på, at der skal tages et langt større ansvar fra staten og arbejdsgiver end der sker for vores faggrupper i dag,” siger Flemming Bjørn Overgaard, forhandlingssekretær i 3F Transport og formand for Reddernes Udviklingssekretariat i 3F.