De seneste par år har været præget af stor økonomisk uro, og den historisk høje inflation har udhulet købekraften for lønmodtagerne.

Det har gjort hverdagen dyr, men med de nye overenskomstaftaler for de offentligt ansatte er der nu aftalt pæne lønstigninger de næste to år, så offentlige lønmodtagerne har udsigt til en reallønsfremgang i den kommende overenskomstperiode.

Det er rigtig godt, at parterne har kunnet blive enige i en turbulent økonomisk periode, siger formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Morten Skov Christiansen:

Efter sidste års vellykkede overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked er det nu de offentligt ansattes tur til at nyde godt af pæne lønstigninger, som vil gøre en forskel i deres hverdag!

Morten Skov Christiansen

“Jeg er glad for, at der er opnået solide overenskomstresultater på tværs af det offentlige. De seneste år har været præget af stigende priser og renter, hvilket har presset lønmodtagernes økonomi.

Efter sidste års vellykkede overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked er det nu de offentligt ansattes tur til at nyde godt af pæne lønstigninger, som vil gøre en forskel i deres hverdag.

Sammen med sidste års trepartsaftale om løn i den offentlige sektor får udvalgte faggrupper ekstraordinære lønstigninger, som er med til at løse nogle helt aktuelle rekrutteringsudfordringer. Samlet set gør OK24 og trepartsaftalen det mere attraktivt at være ansat i det offentlige.”

Husk at stemme

På grund af den økonomiske situation har der helt naturligt været stort fokus på lønstigninger i aftalerne, men overenskomsterne indeholder også en række andre forbedringer for lønmodtagerne.

Der er bl.a. aftalt øgede muligheder for at opspare frihed, forbedrede barselsvilkår, og der er fokus på bedre tilrettelæggelse af natarbejde.

Husk at stemme. Overenskomster er en afgørende del af vores hverdag. De handler om ferie, løn, barsel, uddannelse og arbejdsmiljø, og er hele fundamentet under vores arbejdsliv. Derfor opfordrer jeg alle medlemmer til at bruge deres stemmeret de kommende uger!

Morten skov christiansen

Som følge af trepartsaftalen om løn er alle FH’s aftaler på det kommunale og regionale område optaget i ét samlet mæglingsforslag, som nu skal godkendes af medlemmerne af FH-fagbevægelsen. Morten Skov Christiansen har en enkelt opfordring til alle de stemmeberettigede:

“Husk at stemme. Overenskomster er en afgørende del af vores hverdag. De handler om ferie, løn, barsel, uddannelse og arbejdsmiljø, og er hele fundamentet under vores arbejdsliv. Derfor opfordrer jeg alle medlemmer til at bruge deres stemmeret de kommende uger.”

Du kan læse mere om overenskomstaftalerne på fho.dk/ok24.