Fredag den 13. oktober indgik regeringen sammen med Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti en aftale om at indføre 37 timers arbejdspligt for borgere i kontanthjælpssystemet, som ikke opfylder et opholdskrav og et beskæftigelseskrav, hvilket i praksis primært betyder flygtninge og familiesammenførte.
Har man hang til symbolik, bør man hæfte sig ved datoen, for aftalen indeholder en potentiel bombe under dele af arbejdsmarkedet.
Det er usædvanlig vanskeligt at se, hvordan fyringer ikke vil være resultatet i en virkelighed med pressede kommunalbudgetter!
Krav om arbejdspligt til 22.000 personer
Arbejdspligten vil betyde krav om fuldtidsaktivering af 22.000 personer fra og med 2025 samt et princip om træk i ydelsen for dem, der udebliver.
At rettigheder følges af pligter, er både meningsfuld og rigtig. Og logikken om, at man bliver trukket i ydelse, hvis man udebliver uden gyldig grund, er velkendt fra fx Forberedende Grunduddannelse (FGU) og Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU).
Men følgende ting i arbejdspligten er helt skævt:
I aftalen fremgår det, at borgere, der skal indgå i nyttejob, skal løse opgaver som fx rengøring, beskæring af træer og buske eller reparation af offentlige arealer – opgaver, som dygtige medarbejdere allerede løser i dag.
Som en besværgelse er det skrevet ind i aftalen, at ”ordinære jobs og lønnede opgaver ikke skal fortrænges af nytteindsatsen”, hvilket kan oversættes til, at de allerede ansatte medarbejdere til opgaverne ikke må fyres og udskiftes med de ledige i nyttejob.
FH: Fyringer af ordinært ansatte bliver resultatet
Men fra FH’s side er det usædvanlig vanskeligt at se, hvordan fyringer ikke vil være resultatet i en virkelighed med pressede kommunalbudgetter.
Derudover har aftalepartierne sat trumf på ved at fjerne værnsreglerne, der netop beskytter mod udskiftning og fyringer af de ordinært ansatte.
I dag gælder det såkaldte ’rimelighedskrav’, der sætter en grænse for, hvor mange ledige, der kan være i virksomhedsrettet aktivering på en arbejdsplads, men den regel afskaffes nu for nyttejob.
Samtidig afskaffer regeringen den nuværende tidsbegrænsning på nyttejob på 13 uger, hvilket betyder, at man altså kan oversvømme offentlige arbejdspladser med ledige i nyttejob i årelange forløb. Man skal være usædvanlig optimistisk, hvis man tror, det ikke vil føre til fyringer af ordinært ansatte.
Ingen videre positiv jobeffekt
Samtidig tror ingen på, at hele øvelsen vil have nogen videre positiv jobeffekt. Regeringens eget skøn er, at blot 25 personer vil komme i job i 2025, og at den varige virkning af arbejdsudbuddet vil være, at 300 personer kommer i arbejde.
Afslutningsvis er erfaringerne med kommunernes forvaltning af sanktionering og nedsættelse af ydelse mildest talt ikke gode.
Tag for eksempel 225-timers reglen som betyder, at kontanthjælpen sættes ned, hvis man har modtaget hjælp i sammenlagt et år inden for tre år, og ikke har haft mindst 225 timers arbejde. En undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viste i foråret, at der er mange fejl i administrationen af 225-timeres reglen.
Eller tag fx kommunernes brug af den såkaldt skærpede rådighedssanktion, hvor en undersøgelse fra Ankestyrelsen i foråret dokumenterede, at sagerne er så fulde af fejl, at Ankestyrelsen ville omgøre hele 85 procent af sagerne.
Timetælleri fra helvede
På den baggrund er det ikke just betryggende, at kommunerne – netop i en tid hvor der lægges op til en milliardbesparelse på beskæftigelsesindsatsen – skal forvalte en timebaseret nedsættelse af ydelsen for 22.000 mennesker, der vil kræve mange ressourcer, og som ikke i nævneværdig grad vil føre til ordinært arbejde, og hvor det omfattende sanktioneringsregime kan udfordre retssikkerheden for borgerne.
Det er vanskeligt ikke at læse aftalen sådan, at beskæftigelsespolitikken nu bruges til at føre hård udlændingepolitik, der har lige dele stor symbolkraft og risiko for nytteløse nyttejobs, som resulterer i fyringer af allerede ansatte og et administrativt timetælleri fra helvede, der står i skærende kontrast til regeringens ambition om frisættelse og afbureaukratisering.